OPDATERET 25/11
Der
var ikke mere epoxy, så jeg har bestilt nyt, en mindre pakke end den
værftet plejer at købe, til limning af kile og flække i agterstævnen.
Ventetiden,
mens linolien hærder op i agterstævnen i spredt lys, og posten
udebliver, har jeg brugt på at samle skydekappen - som jeg skilte ad,
gav Protox i not og fer og gjorde nye lister til, et nyt bræt, efter det
gamle - her vist med bunden i vejret og et første lag linolie givet.
Dels
lukker og forsegler den rå linolie træet, gør det vandafvisende, dels
fungerer det som grunder for senere bemaling med linoliemaling, som
imprægnering og beskyttelse mod råd, uden at hindre, at træet kan ånde,
diffusionen, at fugt kan vandre fra træ til luft og omvendt.
Dagen
derpå tørres skydekappen over med en klud, og efter en 4 dage, skulle
olien være trængt ned i træet, tørret ud på overfladen, og de enkelte
molekyler have udvidet sig 18-20%. Brædderne har jeg fastgjort til
listerne med galvaniserede 2" jernspiger ("norske søm"). Herfra mangler
der kun linoliekit i sømhullerne, for at beskytte jernet og
galvaniseringen mod tæring fra luftens ilt, malingen fra anløben rust,
og nådderne, for at tætne, da de som dækket ikke kan kalfatres pga. not
og fer, og afsluttende bemaling med linoliemaling; brædderne i
"Marstalgrøn", som rangjorden, skvætbordslisten og det øvrige ruftag,
listerne og bræddernes underside indvendig i lukafet med hvidt.
24 november 2013
20 november 2013
Opstreget agterstævn på egetømmer til savning ved båndsav. Afskæret, den rest der ikke giver stævnen, kan muligvis give knæet. |
Det udsavede stykke, afrettet og høvlet på tykkelse. Top og bund er endnu ikke savet til. Bunden gøres, når tilpasningen til kølen finder sted, og toppen, når stævnen er fikseret af klædningen. |
17 november 2013
Jeg har udtaget agterstævnen. Som ved forstævnen prøver jeg at bore
spigerhovederne ud, men de fleste er tærede, gamle jernspiger, som
letter nemt for kobenet, uden at jeg gør unødig skade på plankerne. I
styrbordsside er der fire, nyere planker, dårligt passet til, der er
taget af for hver planke i spundingens yderkant, det er ikke til at få
dem ud, der er galvaniserede spiger, så jeg må flække mig vej, tre
planker ned. Det er vigtigere at få agterstævnen ud i ét stykke til
opstregning af den nye, end at redde hvert eneste bord. Og det råd, som
var grundlaget for at skifte agterstævnen, i agterstævnens nederste del,
viser sig også at have spredt sig en smule ved kølen, der hvor en
rustfri stålklods af en fod til roret har været fæstnet - muligvis skal
her skares eller spunses. Der er også pindet ud to steder, muligvis fra
et ældre rorbeslag, med fyretræspinde. Ved samlingerne har jeg desuden
gjort fund af skørnagler, der hvor stævnene lander an på køl og knæ, og
der hvor stævn og køl lægger an mod hverandre. Disse skal selvfølgelig
erstattes af nye, både for som agter.
15 november 2013
I går modtog jeg - til min egen overraskelse og glæde - tilsagn om støtte fra Sydfyenske Damskibsselskabs Fond. Fonden
støtter projektet økonomisk med 10.000,- kr. som jeg vil bruge til at
dække udgifterne ved udskiftning af klædning og spant, inkl. opklodsning
af skrog i vugge, lærketræ til klædningen og eg til spantets bundstok
og oplænger, installation af svedekiste, anskafning af gas på flaske og
kobbersøm og skibsspigre, bomuld, kit, rå linolie og boreværktøj til
opgaven. En mega håndsrækning til fartøjets sikring og istandsættelse.
06 november 2013
Jeg fik spigret en tre planker til forstævnen. Jeg borede for og
spigrede med 2" skibsspiger omviklet en tynd tråd værk ved hovedet
("halstørklædet" skal hjælpe til med at tætne), plankeenderne er trætte
og udtørrede, de flækker op så let som ingenting, men for at få
nogenlunde hold på bådens facon efter et par måneder uden forstævn skulle
der spigres, bare en planke eller tre, resten trækker jeg ind med
tvinger og giver en rustfri skrue, midlertidigt, inden endelig
domfældelse: skal bordet skiftes eller ej. Spundingen synes at passe,
selvom dybden og inderkarmen i bagbords side skal endeligt justeres
efter plankernes tykkelse og forløb. Stævnen vrider en smule om
styrbord, midtfor, men det er under 20 mm og planketrækket forløber
jævnt. Et konstant kontravrid om bagbord kan muligvis - med tiden -
sætte stævnen ret.
Planketrækket i styrbordsside efter spigring af tre bord, to bord oppe fra bunden. |
De nederste to-tre bord i styrbordsside skal skiftes. De efterfølgende tre op, håber jeg kan holde med enkelte småreparationer. |
03 november 2013
Efter flere timers arbejde med at passe forstævnen til, høvle
samlingerne mellem bjørn, køl og stævn, skubbe bordplankerne til med
lægter og kaffemøller, for at se om bordplankerne følger den nye
spunding, sætte i lod og klodse op, kunne jeg endelig give samlingerne
Protox og tjærekit, inden jeg borede for og slog galvaniserede
bræddebolte igennem og spændte det hele sammen. Derudover har jeg skilt
den gamle skydekappe ad, givet Protox i not og fer og gjort et nyt bræt,
da der var råd i et af de gamle, gjort nye dele til skydekappens karme i
eg; de gamle var trætte og godt brugte. Og listen til ruftagets
styrbord side fandt også sin plads. Nu bliver det så spændende at se, om
de gamle bordplanker vil finde deres, i den nye stævns spunding.
01 november 2013
Hvad er restaurering, istandsættelse, tilbageføring? Jeg læser i
"Flytende kulturminner - En innføring i fartøyvern", udgivet af Riksantikvaren
i Norge i 1998. En interessant og vedkommende kilde til inspiration og
dybere forståelse af det felt, arbejdet med kulturarv, med ældre
brugsfartøjer, er.
Idag brugte jeg fx West Sytem's Epoxy Resin 105, et 2-komponent produkt bestående af polyester og hærder, til at lime to bordplanker der flækkede ved udtagningen af den gamle forstævn - flækker på ca. 30-40 cm - og, hvis limningen ellers holder, sparer mig for udskiftning af to bord af henholdsvis 2,5 og 3 meters længde.
Et sådant indgreb stemmer, håndværksmæssigt, ikke overens med de - af fx Skibsbevaringsfonden - erklærede krav om håndværkets autenticitet - som tilfældet i.ø. også er, når jeg bruger en 1-komponent polyurethan-lim - men den autenticitet der forventes eller ønskes, stemmer selvsagt heller ikke overens med traditionens samspil med traditionens implementering eller praksis, dens videreførsel - hvad jeg anser for én af hovedproblematikkerne i den løbende samtale om bevaring og vedligeholdelse af ældre brugsfartøjer, konflikten mellem: "hvordan så det ud", og "hvad er det vi gør".
Mit mål med dette projekt, er at tilstræbe en autentisk oplevelse af fartøjet, og bruge - i udbredt grad - de materialer og værktøjer, fartøjet selv bærer vidne om har været brugt. Men da mine bestræbelser på at indhente en bred dokumentation, hvor fotografier er essentielle for en eksakt tilbageføring til en historisk periode, ikke er lykkedes mig fuldstændigt, er de første kompromisser allerede begyndt at opstå - som fx ved opstregningen af den nye forstævn.
Kompromisser, der vel at mærke ikke kompromittere fartøjet og dets udseende, men alligevel kom-promisser. Som at bruge epoxy til limning af gammelt træ. Kompromisser der gør, at jeg ikke længere taler om restaurering, men istandsættelse, tilbageføring. At forestå arbejdet i størst mulig overenstemmelse med det håndværk, jeg lærer af det fartøj, jeg arbejder med. Indgående at beskæftige mig med, og forholde mig til de oprindelige elementers udseende, og bådtypens generelle historik, som baggrund for de valg jeg tager, de kompromisser jeg indgår. Men med et brugbart fartøj for øje. Ikke en museumsgenstand, men en (agt?)værdig repræsentant for en tid og en historie. Af en restaurering ville jeg netop forvente et fartøj, der, i alle dets detaljer, var 1:1.
Idag brugte jeg fx West Sytem's Epoxy Resin 105, et 2-komponent produkt bestående af polyester og hærder, til at lime to bordplanker der flækkede ved udtagningen af den gamle forstævn - flækker på ca. 30-40 cm - og, hvis limningen ellers holder, sparer mig for udskiftning af to bord af henholdsvis 2,5 og 3 meters længde.
Et sådant indgreb stemmer, håndværksmæssigt, ikke overens med de - af fx Skibsbevaringsfonden - erklærede krav om håndværkets autenticitet - som tilfældet i.ø. også er, når jeg bruger en 1-komponent polyurethan-lim - men den autenticitet der forventes eller ønskes, stemmer selvsagt heller ikke overens med traditionens samspil med traditionens implementering eller praksis, dens videreførsel - hvad jeg anser for én af hovedproblematikkerne i den løbende samtale om bevaring og vedligeholdelse af ældre brugsfartøjer, konflikten mellem: "hvordan så det ud", og "hvad er det vi gør".
Mit mål med dette projekt, er at tilstræbe en autentisk oplevelse af fartøjet, og bruge - i udbredt grad - de materialer og værktøjer, fartøjet selv bærer vidne om har været brugt. Men da mine bestræbelser på at indhente en bred dokumentation, hvor fotografier er essentielle for en eksakt tilbageføring til en historisk periode, ikke er lykkedes mig fuldstændigt, er de første kompromisser allerede begyndt at opstå - som fx ved opstregningen af den nye forstævn.
Kompromisser, der vel at mærke ikke kompromittere fartøjet og dets udseende, men alligevel kom-promisser. Som at bruge epoxy til limning af gammelt træ. Kompromisser der gør, at jeg ikke længere taler om restaurering, men istandsættelse, tilbageføring. At forestå arbejdet i størst mulig overenstemmelse med det håndværk, jeg lærer af det fartøj, jeg arbejder med. Indgående at beskæftige mig med, og forholde mig til de oprindelige elementers udseende, og bådtypens generelle historik, som baggrund for de valg jeg tager, de kompromisser jeg indgår. Men med et brugbart fartøj for øje. Ikke en museumsgenstand, men en (agt?)værdig repræsentant for en tid og en historie. Af en restaurering ville jeg netop forvente et fartøj, der, i alle dets detaljer, var 1:1.
Abonner på:
Opslag (Atom)