31 august 2014


De forreste kølbord saves ud, herefter høvles de til stregen, så på tykkelse i tykkelseshøvlen, og endelig høvles de sammen, så trækket er ens. Alle rang (bordgange fra køl til dæk) har et eller to stød (mødet mellem to plankeender), og alle stød er - i det her tilfælde - placeret på damskot og spant. Min plan er at "samle" så mange stød som muligt i hele planker, da det vil give et stærkere skrog, og ellers gå frem efter den oprindelige fordeling af stødene, og dermed placere dem alle på spant og damskot igen, for at undgå de indvendige butlasker, hvor et overlap nittes om stødet. Dette giver et lidt "renere" skrog indenbords, men svækker tilgengæld spanterne en smule, med de mange gennemføringer fra bordene. Skroget er dog - udover køl og stævne - samlet omkring sin dam, og de tre, næsten to tommer tykke, damskotter, synes at være konstrueret, med det på tværs forboltede damdæk i halvanden tommes tykkelse, til ikke kun at bære bordgangenes svækkelse, ved de mange huller til dammen, men også skrogets samlede styrke fra for til agter, således at stødenes fordeling i klædningen (de fleste omkring dammen), kompenseres ved dennes styrkegivende egenskaber i konstruktionen som helhed (den kraftigere dimensionering taget i betragtning (spanterne er til sammenligning 2 1/4", men følger klædningen i en bue, og er ikke tværgående ved vandlinjen, som damskotterne er det, hvilket giver en utrolig stor trykflade på tværs, der ikke svækkes på langs, når båden befinder sig i vandet) der hvor dammen er, som umiddelbart begynder, hvor mastefoden til stormasten er spigret til køl og kølbord).



Jeg fastgør plankerne, efter at have svedet dem i kassen en times tid, så de er medgørlige, først med tvinger og kaffemølle, for at se, hvordan de passer, og til den endelige montering, bruger jeg NKT's syrefaste, rustfri skruer, og ikke galvaniserede skibsspiger - et valg, jeg har truffet, efter at have gennemgået for og imod: under vandlinjen er miljøet hårdt, men (ca. hver halve del af året) forholdsvis konstant, og al styrke jeg kan samle ved kølen - og i og med at klædningen bærer en væsentlig del af skrogets styrke i klinkbygning, synes det fornuftigt at fæstne kølbordet, og de øvrige plankeender og spanter under vandlinjen, samt de tre damskotter, med en mere holdbar løsning, styrke- og tidsmæssigt. For træets skyld, og for miljøets, gives der udelukkende linolie- og tjærebaserede produkter under vandlinjen; med undtagelse af kølen, der to-tre gange er blevet vædet med petroleum, kun for at slå allerede eksisterende svamp og råd ihjel, inden den kunne nære sig ved den linolie, jeg har givet.

27 august 2014

26 august 2014

Jeg prøver rien på planken, lægger den så tæt ved splinten, og så langt fra marven, som muligt, slår søm i ved de små pinde, der markerer plankens bredder, streger stød for og agter op, fjerner rien, fører en trækstok fra søm til søm og streger planken op, vurderer trækket, om det er jævnt, inden jeg lægger rien spejlvendt, og streger en partner op. Når rien lægges på, undgås splintved og marvtræ. Splintved har ikke samme styrkemæssige egenskaber som kernetræet, og er heller ikke - for lærketræs vedkommende - udstyret med den harpiks, der gør lærken så ufattelig modstandsdygtig overfor vind og vejr. Marvtræet er der træets spænd fra dets mangeårige vækst med kronen sidder, og må derfor aldrig krydses, da planken så kan risikerer at slå eller kaste sig til den ene eller anden side, afhængig af hvor spændet i træet er, der planken krydser marven. Det er yderligere også typisk her, når plankerne er blokskårne, at der kan være tendens til flækker eller "løbere" ved bøjning.
Slethøvl, ruhbank og pudshøvl i brug på de udsavede planker. Jeg høvler til stregen, overfører opmærkningen af stød til over- og underkant, inden jeg høvler plankerne op på tykkelsen. Inden de skal koges, prøver jeg dem løseligt, og passer dem yderligere til i det grove, så der ikke bliver problemer, når planken skal bøjes ind på plads. Når planken efterfølgende har siddet i spænd et døgn, efter kogningen, kan den tages af, og de sidste tilpasninger gøres, inden den fæstnes til køl og stævn.
Plankerne i klinkbyggede både er høvlet sammen ved stævnene. Denne sammenhøvling, der på de gamle kølplanker agter er gjort af en ca. 38 cm lang og 28 mm høj bladskaring i aflandingen, høvler jeg frem med min falshøvl, der - opsat skarpt og fint - virker som skabt til formålet. I styrbordsside. Simshøvl og stemmejern måtte gøre resten, efter to strøg, om bagbord Nu mangler de to, agterste kølplanker kun en lille fals på indersidens overkant, og et enkelt strøg eller tre med ruhbanken på langs, inden de får en tur i svedekassen.

23 august 2014

SVEDEKISTE & DAMP 2


SVEDEKISTE & DAMP

Gert har sin Colin Archer "Grimsø" af Mariager på land, stævnrøret var vist frostsprunget sidste vinter, han har hældt beg ned, for at sikre det nye fra Nordsabb i Århus. Gert er udlært skibstømrer i Hanstholm, og snakken kom til at falde på damp, da det længe har givet mig grå hår, og han foreslog, at jeg fandt en gammel skorsten, som jeg isatte en kobberspiral, med koldvands tilførsel i den ene ende, og udtag til damp i den anden.

Ved at fyre direkte på kobberspiralen i skorstenen, mens det kolde vand strømmede igennem, mente han, at der - efter ganske kort tid - kunne opnås en form for ligevægt, så vandet kølede kobberspiralen tilstrækkeligt til at den ikke smeltede, og samtidig, på sin vej gennem spiralen, ville vandet gå fra flydende væske til damp.  Ikke nogen dårlig ide, og alligevel et mindre ingeniørarbejde, at få vand- og varmetilførslen, samt kobberrørets og spiralens dimensionering til at gå op i en højere enhed.

Egon, som jeg har talt med tidligere, der er gammel bådebygger og tusindkunstner, bosat lidt udenfor Ommel, havde skiftet bordgange sidste vinter på sin gamle fiskejolle, og da jeg ringede ham op lidt inde i sommerferien, for at høre hans trick til at svede planker, fortalte han om en teknik, som en gammel bådebygger i Strandbyen ved Ommel i sin tid havde brugt: Et 5" jernrør med bund stillet skrå op ad en buk, 5-6 liter vand i bunden, og planken stukket ned, uden at røre vandspejlet, med sække omkring; varme direkte på røret, så vandet kommer i kog og damper op om planken. Han havde selv brugt den teknik sidste vinter.

Jeg havde spekuleret nogle uger over begge ideer, og tidligere vendt med andre, hvad der kunne være løsningen. Måske bruge en stor trykkoger, bore et hul til en studs, og føre en slange til kisten fra denne studs?

Kisten - en mindre end den store værftet har, der i øvrigt er tilsluttet en gammel dampkedel fra et vaskeri, drevet af olie - kunne jeg få lov at låne, og flyttede denne over til halvtaget her forleden. Den er fin til formålet, lidt over tre og en halv meter i længden med en hylde øverst, hvor dampen søger hen, i sin tid hentet hos værftet i Lemvig, tætnet med skumlim i samlingerne, bygget op af finer.

Problemet med at koge vand til damp i en gryde under låg, er det tryk, dampen skaber, når den går fra væske til damp. I den proces udvider vandet sig hele 1200 gange, og det kan, hvis der fx ikke er nogen udgang til at tage trykket, skabe en temmelig farlig situation.

Men beslutningen var taget. Kobberspiralen i skorstenen var for unødig kompleks, og åndssvagt afhængig af en konstant vandtilførsel, og jernrøret med bund for smal til mine planker, hvis største bredder er på 20 cm; så ved fundet af en gryde på pladsen, godt hjulpet på vej af en kobberstuds til slangen af mester, samt nogle gamle kobber-fittings fra smedjen, fik jeg lavet mig en gryde som vist på billedet herover. En åbning til påfyldning af vand og udledning af tryk, og en studs til slangen, begge tætnet med pakgarn, og låget klemt ned, tætnet med stof, med nogle hjemmegjorte tvinger, et bøjet og et fladt stykke fladjern med hul igennem til en bolt at spænde på.

Jeg fandt en gammel trefod til gryden, skar en 200 liters olietønde op med bund til at afdække gasbrænderen under gryden for vejr og vind, og for at koncentrere varmen, hældte 6-7 liter vand på gryden, sluttede en stump varmebestandig slange til gryde og kiste, som lå og flød på loftet, satte et roligt blus på gasflasken, og efter et kvarters tid, begyndte vandet at koge.

Det første kvarter, efter at vandet kogte, gik med at varme slangen op. Løbende tog jeg en smule tryk af gryden, ved at åbne op for ventilen til påfyldning af vand. Efter en halv time, begyndte kisten at være fyldt, og efter tre kvarter, tog varmen til i den ene ende af kisten, mens dampen sivede lige så stille ud for oven, når jeg åbnede lågen.

Efter en time, var der varmt i kisten, dampen hvirvlede stille rundt derinde, tæt, men ikke prangende. Bange, som jeg var, for at ophobe tryk i gryden, lod jeg vandpåfyldnings ventilen sidde løst. Lågets sider virkede tætte nok, næsten for tætte, og pakgarnet gjorde sit, så jeg turde ikke skrue ventilen i bund, hvilket muligvis, sammen med det konstante, lave blus under kogningen, har været medvirkende til, at trykket på dampen i kisten aldrig steg, men (dog) forblev konstant, og efter en halvanden times tid havde kisten været varm længe og - i mindst tre kvarter - fyldt med damp foroven. Så med en kende flere eksperimenter med grydens trykkapacitet kontra energitilførslen, er jeg sikker på, at min simple installation vil være mere end tilstrækkelig. Hvor økonomisk den så er, og effektiv, når temperaturen falder, vil vise sig med tiden.

19 august 2014

Jeg har gjort mig en ri til kølbordet, en skabelon af plankens facon, om bagbord. De flækkede forskallingsbrædder (20 mm x 10 cm x 350 cm) synes at være tilpas smidige, tyndere må de i hvert fald ikke være (de er ca. 9 mm), og uden at "jage" brættet, sømmer jeg det til spanter og damskot, og forlænger det i længden ved at skrue en pind på, så det når fra for til agter.
Herefter skruer jeg pinde på ved hvert spant og mellem, for at få markeret plankens over- og underkant. For og agter laver jeg en lille skabelon, der viser spundingens forløb, som jeg fastgør til rien. Herefter noterer jeg, hvad som er for og hvad som er agter, op og ned, spant, damskot eller imellem, sidstnævnte tre nummereres. Når rien er taget af, kan jeg med en stikpasser aftage yderligere bredder for hver nummereret spant og afsætte disse på et såkaldt mahl-bræt. En ri i fuld længde har to væsentlige fordele. Dels kan jeg beslutte mig for stødets (mødet mellem to plankeenders) placering, alt efter hvad det træ jeg har, kan give, og dels kan jeg få et godt overblik over, hvorvidt trækket synes jævnt og "sandt", eller om rien skal prøves igen, om brættet ved sin forlængelse alligevel skulle være blevet jaget en smule over sin egen kant.

14 august 2014

(OPDATERET: 15/08 & 18/08, 2014)

Ugentligt får kølen rå linolie. Jeg giver den på undersiden ved stævnene, hvor jeg har fjernet noget af stråkølen for at kunne forbolte bjørn og knæ. Jeg giver den langs med de renskrabede sider og i spundingen. Jeg giver den på oversiden mellem spant og damskot.

Når jeg starter i den ene ende og når til den anden, har træet suget det op, jeg smurte på ved begyndelsen. Når jeg har nået den ene ende, kan jeg allerede give kølens overside påny. Når jeg er fremme hvor jeg startede, og har været hele kølen rundt, dens overside gange to, er der allerede flere, tørre pletter mellem de af linolien våde. Umættelige eg!

Og samme gælder så for tjæreolien, kølen er (fortsat) umættelig. Skønt den rå linolie ikke alle steder var hærdet op, tillod jeg mig at smøre både stævne (som har fået to gange!) og køl ind i den tjæreolie, som jeg anskaffede mig hos Tibberup Høkeren, der består af lige dele linoliefernis, vegetabilsk terpentin og svensk, dalbrændt stubtjære.

Linoliefernis skulle være godt som forsegling af den allerede givne linolie, så denne ikke tørrer yderligere op i den gamle køl, og tjæren, en diffusionsåben imprægnering. Den svækkelse, som der er mange meninger om, at den vegetabilske terpentin skulle have på den rå linolies arbejde i træet, burde være begrænset ved brugen af fernis og tjære i den endelige oliering.

Indtil nu har arbejdet efterladt et flot resultat med en "glat", nærmest lakeret overflade, som endnu har været modtagelig - skønt stævnene efterhånden er ganske mættede - for mere rå linolie.

12 august 2014


Agterstævnen sættes her endegyldigt ret og i lod. Øverst til højre i billedet ses et forstærket stykke forskalling, som jeg har skruet i agterstævnen, og bruger til at vride denne om styrbord. Med en retskinne, fastspændt et godt stykke inde på kølen, kan jeg måle ud mod lodsnoren på skift, ved at flytte retskinnen fra side til side, indtil målene fortæller, at stævnen er centreret.
Jeg høvler stævnen til om den gamle køl, der spidser en smule grundet en helt utrolig (ca. 15 kg) tung, rustfri stålklods, der var monteret  som rorbeslag, og vel også som en slags ballast om agter.
Yderligere har jeg tilpasset spundingen, så trækket fra kølen og op langs stævn og bjørn forløber jævnt. Et arbejde, der har taget mange timer med stemmejern, stikøkse, sims-, puds- og blokhøvl og vinkel, men som endegyldigt tog sin ende i dag - nu mangler der bare at blive givet linolie. Og så gælder det forstævnen, inden jeg kan forsøge mig med at tage den første ri, og få kastet et grundigt blik på planketrækket stævnene imellem.

09 august 2014

Efter en vel overstået sommerferie, har jeg de sidste to uger fortsat arbejdet frem mod udskiftningen af planker, nedefra og op, om både styr- og bagbord. Der er mange detaljer som skal på plads, og i de seneste dage har jeg fået de sidste to, agterste planker pillet ud: Nænsomt slår jeg kiler ind mellem bordene, skærer nitterne over med en nedstryger, skvølper ud om spigerne ved spant og damskot, trækker spigeret ud med en knibtang, inden jeg så forsigtigt som muligt, lader planken følge med.
Både for og agter, efter stævnene er blevet sat ret, er der yderligere et tilpasningsarbejde ved spundingens overgang mellem køl og stævn. Det er vigtigt at trækket fra for til agter forløber jævnt, og at kølbordet, bådens nederste rang, kan vrides ind om stævn, køl og knæ, og lande an over fladen som helhed, så planken ikke flækker, når den spigres, og spigrene trækker planken tæt ind om fladen.
Det viste sig, da jeg fjernede de sidste planker agter, at knæet overhovedet ikke landede an på agterstævnen - det er uheldigt, og derfor måtte jeg gribe til plan b: at fuske. Så med tørrede kiler af eg og epoxylim, har jeg fået udbedret skaden - om det hele så udvider sig så meget, når båden engang rammer vandspejlet, at epoxyen ml. knæ og stævn, flækker plankerne, vil tiden vise. Jeg har dog tiltro til, at det nok skal gå. Reparationen bliver desuden på ingen måde synlig, når først de to nederste bord er kommet på.

Om styrbord var kølen, som jeg har fået skrabet ren og givet petroleum og linolie, alligevel en smule trøsket ved mødet mellem stævn- og kølspunding, så her måtte jeg hugge ud til en lille spuns, der er blevet limet i med 3M's Adhesive Marine Sealant 5200 - et utrolig stærkt, saltvandsfast polyurethan produkt til alle former for limning - der ved endt ophærdning er både elastisk (dvs. følger udvidelser og svind i fx træ (og som jeg sikkert fortryder, jeg ikke brugte mellem stævne og knæ)) og trækstærkt.


Jeg har fået flækket mig et par forskallingsbrædder fra trælasten, så jeg er klar til at gøre ri, når de sidste tilpasninger er gjort om begge stævne. Rien (skabelonen af plankens facon) skal, sammen med resterne af de udtagne bord, udgøre afsættet for opstregningen af de nye planker. Et arbejde jeg forventer at kunne tage fat på i løbet af den kommende uges tid.