30 april 2018

I weekenden tog jeg fat på forårets klargøring af båden. Min morfar havde ikke kunne dy sig, og spulede båden ren for det nu indtørrede slam, få dage før jeg kom til øen, hvilket resulterede i, at al bundmaling er vasket af (umiddelbart tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt, at hvis den nu blot søsattes med begroningen, ville denne opløse sig, og i løbet af sæsonen, kunne jeg så krænge båden over, tage den værste begroning med en blød kost, og efterlade sidste års maling intakt, for at skåne miljøet). "Jeg sad der og spulede," sagde han, "i rigtig lang tid," og pegede på den stol, jeg havde brugt som stige. Men efter at slammet var vasket væk, blottedes kalfatringen, og for andet år i træk, har jeg måtte gå den efter. Sidste år gik jeg hele spundingen og samtlige stød efter, gav det tagtæt under vandlinjen, et produkt, der (selvfølgelig) har vist sig fuldstændig udueligt til opgaven, og som en straf for at have undladt at bege et eneste sted, måtte jeg (omsider) erfare, at det er det eneste rigtige at gøre, hvor end der kalfatres, om det så er over eller under vand.

Da jeg tidligere på måneden modtog et legat fra Inge og Asker Larsens Fond til Almennyttige Formål, kan jeg komme i mål med et af de væsentligste punkter i projektet: fornyelsen af stående og løbende rig. 

Af den stående rig bibeholdes begge de master, Jørgen lod gøre, efter mesanen brækkede i frisk vind, undervejs fra Marstal til Kleven i starten af firserne, men i tjæret, og ikke lakeret, stand. Muligvis skal der gøres en ny topstang, da de nye sejl, som jeg bestilte allerede i efteråret, alle er syet med bomuldssejlenes stræk, og så lagt det forøgede stræk til, som de ville få, hvis de skulle syes af bomuld på ny; derfor er topsejlet ændret fra et rå- til et spidstopsejl, så jeg forhåbentlig kan nøjes med at afkorte mesanmasten, og lave en ny og længere drivbom, da den gamle er alt for stump til at skøde mesanen, men også til, som det er planen, en dag at sætte vod og forsøge et træk. Mesansejlet er i øvrigt det sejl, blandt de nye, hvis areal er forøget mest, hvis man ser bort fra klyveren og det nye, sjette sejl i garderoben: en bredfok.

April skyllede ind over weekenden, mens jeg arbejdede.

Temperatursvingningerne, og det høje græs, der gror omkring båden nu, fik myggene til at følge fugten, og efter jeg malede hvidt om fredagen på essing og fribord, forsøgte regnen at perforere tjæren på dæk og dørk, så det lørdag synedes som havde nogen slået æg på skvatbordet om natten, mens myggene, der i skumringen, inden jeg tog hjem, allerede var begyndt at hvirvle fra deres sværm, trukket til af tjæren i luften, og skulder ved skulder sad de så, i den klistrede masse, livløse dagen derpå. Og da jeg så stod der med kluden lørdag, og nøjsomt fjernede maling og myg fra dækket med vegetabilsk terpentin, gik det op for mig, hvilken latterlig ide jeg der fuldbyrdede med min handling. At gøre erhvervsfartøj til lystbåd! Straks smed jeg klud og terpentin og greb tjæreolie og pensel og smurte hele dækket, og rundholterne, igen. Da jeg søndag tørrede dørken over, for at lægge brædderne tilbage i båden, drev alt i den kolde morgen, som svedte natten endnu.

24 april 2018

Da båden blev søsat i august 2016, inviterede jeg selvfølgelig de tidligere, nulevende ejere af båden, jeg kender, Jørgen og Niels Erik Kjøller, som jeg, i forbindelse med restaureringen, talte med tit og ofte.

Det var Jørgens søn, Henrik, der første gang udpegede SVALEN for mig, da vi i sommeren 2012 anduvede Marstal Havn i ANNE KAROLINE, kort før han gik i riggen for at løsne topsejlsfaldet, der havde sat sig fast efter det sidste ben i aftenbrisen, for fulde gardiner ind langs H. C. Christensens Plads.

Niels Erik gav mig Mikkel Kühl og Nis Kørners bog "75 år med vind i sejlene - Marstal Sejlklub 1925-2000", og gjorde mig alene opmærksom på billedet fra Birkholm på side 61, taget i havnen, sommeren 1974.

Her ses SVALEN, med sit fyldige forskib og forholdsvis enkle udformning af ruffets skydekappe (der kun anes bag flaskerne på denne affotografering), men mest af alt: slagmærket i bagbords, øverste bordgang. Nedrigget til motorbåd, men endnu med dammen bevaret. Kort efter dette billede er taget, fotograferes den under sejl, i Per Hermansens eje, bærende navnet MARIE.