Så kom SVALEN på land igen. Planen er, hen over sommeren, at få afmonteret stråkøl, køl og den nye sværdkiste, og dermed også kølbordet, den nederste planke i klædningen. Med hjemmel i Christian Nielsens opmåling af Margrethe, som nævnt og diskuteret i posten herunder, skal SVALEN ombygges til en plankekøl med slids for sænkesværd, og dermed reetablerer jeg altså også den dam, som jeg i sin tid valgte at sløjfe, da jeg udskiftede samtlige bord i klædningen. Det betyder også at der skal tildannes en ny damtragt, samt lægges et tæt damdæk over de skotter, der udgør dammen.

SVALEN blev søsat første gang i midten af maj. Jeg var meget spændt på om den nye sværdkiste, med slidsen gennem kølen, ville være tæt, og da båden ramte vandspejlet, strømmede det ind ved de samlinger hvor jeg havde troet, den ville være fuldstændig tæt.

Båden tog meget vand, og efter en god uge, var den stadig meget utæt. Skroget, det vil sige det meste af klædningen, satte sig efter ganske få dage, og det blev også bedre ved samlingen mellem klædning og sværdkiste, men helt tæt ville det ikke blive. Og da jeg havde givet den savsmuld, og det stadig sivede ind, og jeg havde prøvet at slå værk og lægge blyplade, og det stadig ikke blev bedre, og det ikke var til at se, hvor vandet kom fra, samtidig med at sværdkisten var vokset, så sværdet havde sat sig fast, besluttede jeg at tage båden på land igen. Jeg tænkte, at i værste fald, skulle der laves et nyt sværd, hvis jeg ikke kunne kile kassen mere åben. At jeg måtte lægge en ny støbning rundt om kisten.

Da båden så kom op, nyttede det ikke at kile kassen fra hinanden, sværdet sad stadig ubehjælpeligt fast. Efter jeg havde slået det ud, prøvede jeg at slå mod epoxystøbningen rundt om sværdkisten, og til min overraskelse kunne jeg hugge store kager af epoxy fri fra sværdkiste og kølplanke inde i båden med kobenet. Det havde overhovedet ikke fået tag i klædningen, og kun akkurat i sværdkisten, og min tanke med at fuge med epoxy for at tætne, havde vist sig at være helt hen i vejret - der var absolut ingen vedhæftning!

SÅ - ikke engang klog af skade - fugede jeg om, lavede et nyt og tyndere sænkesværd (denne gang i et laminat med spejlskåret eg og glasfiber i midten, mellem de to stykker eg, limet sammen med epoxy), som jeg sikrede mig havde rigelig frigang, og nu da båden har ligget i vandet en halvanden uges tid, skal den stadig pumpes hver anden dag, for ikke at gå ned den fjerde eller femte. Dyre lærepenge, og på tide at stoppe op, stikke fingeren i jorden, og komme tilbage på sporet! Helt tilbage, til nogle af de tidligste beslutninger og valg, jeg i sin tid traf, da restaureringen begyndte, tog fart og nåede sin foreløbige afslutning sommeren jeg blev udlært, 2016:

Ovenover ses en opmåling foretaget af Christian Nielsen i Marstal i 1947. Det er åledrivkvasen "MARGRETHE" på 21 fod og 6 tommer (6,75 m), bygget i 1897 hos bådebygger Hans Peder Jensen Dyr i Lundby på Tåsinge. I hans beskrivelse af den opmålte båd lyder det: "Kvasen er hovedsagelig brugt til ålefiskeri med drivvod og er endnu i 1947 i brug, men er blevet ombygget med plankekøl og sænkesværd."

SVALEN er bygget i 1922, godt 25 år senere, og har ikke været konstrueret med plankekøl og sænkesværd. Yderligere tyder dens indregistrering på, at den har været stumpt rigget, kun med storsejl og fok. Denne sidste oplysning giver ret så god mening, da jeg har fundet et billede fra en udflugt til Birkholm med Marstal Sejlklub, inden båden kommer i Per Hermansens eje og rigges op påny, hvor der ikke synes at være skåret ud i det opstående om bagbord til klyverbommen, som ses på senere billeder monteret her.

Det er nogle afgørende valg allerede Per Hermansen træffer, da han rigger båden op. Alle hans overvejelser om dimensionering af rigning etc. ved jeg ganske lidt om, men jeg har kunnet se, at det har været godt håndværk hele vejen igennem, og at båden - fra den dokumentation jeg har fra hans tid, samt det udstyr jeg overtog, som han har ladet tildanne, bomuldssejl, rundholter, beslag - har fremstået tro mod bådtypen som sådan. Med den viden jeg har fået de sidste tre år, både fra at sejle båden, men også fra det videre arbejde med at vedligeholde den, har jeg gentagne gange stødt ind i nogle af de samme problematikker, som restaureringen (og restaurering i sin helhed) kredser om: autenticitet.

For her at undvige flere af de komplekse problematikker, autenticitet i restaurering må rejse, vil jeg her prøve - kortfattet - at redegøre for hvor mine erfaringer har bragt mig, og hvilken retning de peger mod nu. Båden har gennemgået et væld af forandringer i sin lange levetid, og mange detaljer og spor fra den tid, har jeg dokumenteret og senere slettet eller udvisket, ved at udskifte mange af de del-elementer, som bar vidne om disse spor. Da jeg ikke er i besiddelse af nogen dokumentation i form af fotos eller førstehåndsberetninger, kan mange af de detaljer, som udgør fundamentet for bådens eksakte udseende/udtryk ikke reetableres. Den oplagte mulighed er derfor, at fortolke den indsamlede dokumentation, og eksisterende viden om bådtypen, til at skabe den fortolkning, der kunne siges bedst at indfange bådens udtryk, indenfor en given periode. Jo tættere denne periode ligger på bådens byggeår, dets mere spekulativ bliver min fortolkning, grundet den manglende dokumentation.

Dette har hidtil været mit argument for at gøre som jeg gør. I det overordnede at føre båden tilbage, hinsides de dokumenterede spor, men således at dens udtryk også afspejlede denne problematik, ved at blive indrettet og tage farve efter min brug. Den skjulte sværdkiste i den sløjfede dam skulle have været prikken over i'et, som endegyldigt tilførte båden de sejlegenskaber, skroget og bådtypen bærer løfte om, men samtidig bevarede "illusionen" om båden "som den var" eller "må have set ud". Men hvilken brug ønsker jeg egentlig skal farve båden og dens historie? Lystfartøjets? Museumsfartøjets? Den eksperimentelle arkæologis? Bådebyggerens?

At det ikke har været en farbar vej, at negligere den eksisterende viden, som båden besad, synes pludselig uafviseligt. Dammen skulle have været reetableret, ligesom apteringen om læ, farvevalget et andet, end den marstalgrønne, som den sikkert aldrig har haft. For én ting er forventningen om en båds udtryk, noget andet er den viden, man oparbejder i arbejdet med den, og noget helt tredje er det, båden selv fortæller. Sammenholdt, tror jeg, de tre parametre er et udmærket udgangspunkt for at sortere i de spor der foreligger, inden en given fortolkning afprøves.

Jeg tager i hvert fald båden på land for at skifte kølen, reetablere dammen, og så vil jeg nøje overveje, om jeg skal hente mit argument for ombygningen af kølen til en plankekøl, farvevalget til ruftag og fenderliste, samt rundholternes proportionelle dimensionering til skroget, i Christian Nielsens opmåling af "MARGRETHE" fra 1947, alene...