29 november 2020

 


Jeg havde besøg af Philip, som er i lære ved bådebyggeren i Rørvig, og han gav en hånd med at bolte sænkesværdet sammen, afmontere sideskotterne i dammen, og så lavede han den nye bjælke, der skal bære det mindre ruf, så der bliver mere plads på fordækket til fortøjningsbedding og bovspryd.


Herunder ses sænkesværdet sat an i slidsen i kølen.


Jeg endte med at lave et forholdsvis tykt sværd, så der kun er 1/4” slip i hver side, for at få vægt i sværdet, så det - når det først er vanddrukkent - forhåbentlig vil holde sig selv nede under sejlads.


Sværdet er boltet sammen af tre stykker 2” eg og har en bolt slået igennem, som lander an på ørestykkerne, hvor svingpunktet sidder, som stopper sværdet fra at svinge ud. Med bolten og svingpunktet vil der være to steder, som fordeler sværdets sidevejrs tryk ud på kølen og skroget. Derudover er damskotterne, der også giver tværskibs styrke til kølen, forboltet med to bolte for og agten for slidsen, så der er ekstra støtte til det svage punkt, slidsen er i kølen. Sværdet stikker ca. 80 cm ud, og båden får derfor en dybgang med sværdet nede på godt og vel 1,1 m eller ca. 3,5 fod. Da det peger en smule agten ud, vil sværdet på grundt vand blive skubbet tilbage op i båden, og derfor også fint fungere som et primitivt ekkolod.


09 november 2020

Efter at have forboltet kølen med galvaniserede spændbolte til bundstokke, knæ og damskotter, har jeg arbejdet med spundingen, der ligger som en fals i kølen for kølplanken, så der er forbandt mellem køl, stævne, bundstokke og planke. 

Herunder ses det tydeligt hvordan den bredere køl kræver at der lægges kiler ind på alle bundstokke, for at kølplanken lander ordentlig an. Spundingen hugges med stemmejern og simshøvl og klodsen, som vist på billedet herunder, en såkaldt “ko”, der har kølplankens tykkelse og er skåret vinkelret til.

02 november 2020


Efter at have lavet en skabelon, overførte jeg mål og kølens nye facon til et 4 tommer tykt stykke eg. Jeg skærer kølen groft ud, og høvler det vrid, som er i planken efter den har ligget og tørret i 4-5 år, med et vaterpas ved hånden: først den ene side, og så den anden, inden jeg igen streger kølen op, og høvler kanterne til. Ved stævnene er kølen ca. 3 tommer tyk, og midtskibs ca. 3,5 tomme.


For at give plads til et sænkesværd i dammen er kølen 8 tommer bred midtskibs, 4 tommer mere end den gamle køl. Den nye køl er en såkaldt plankekøl. Tømmeret jeg fik fat i, var spejlskåret, således at der er stor styrke til trods for, kølen er lavet af en planke som er “lagt ned”, i stedet for at være “rejst”, som det typisk er brugt på mindre både og joller. Slidsen til sværdet er 2,5 tomme bred, så der bliver god plads til svingsværdet, som jeg forestiller mig skal være mellem 1,5 og 2 tommer tykt.


Herover er kølen lagt ind under båden, og passet til ved stævnene. Efterfølgende er det nederste af alle bundstokkene blevet skåret af for at fjerne spygatter ved dammen, og samtidig få kølen, der har ca. 1 tommes pilhøjde, 1 tommes krumning nedefter, passet sammen med de gamle bundstokke. Klodserne er tilpasset og limet, så der kan arbejdes med dem. På grund af kølens nye facon, skal der nemlig lægges kiler ind på alle spanter og bundstokke, for at den nederste bordgang kommer til at passe med den nye køls spunding.