Svalen flyvende. Hobro Værft.

På blokvogn. Ærøskøbing Havn.

Nedestående er en kronologisk sammenfatning af de optegnelser jeg har gjort mig her på bloggen over arbejdet med fartøjet og dets historie fra d. 1. november 2012 frem til nu.

Det er november og jeg besøger mine forældre på Ærø. På dette tidspunkt bor jeg i København og går på skole i Helsingør, det er grundforløbet til bådebyggeruddannelsen jeg er igang med, en uddannelse jeg er startet på efter to somre i træk at have deltaget ved stævnet Øhavet Rundt i min fars gamle lynæsjolle, omrigget til to-smakke med løst spryd, sammen med min bror.

Denne sommer kommer jeg af flere gange ombord i Marstal Søfartsmuseums åledrivkvase, Anne Karoline, ved samme stævne, og det er der forelskelsen sætter ind. Henrik "Buller" Pedersen, der sejler Anne Karoline, fortæller, da vi på sidstedagen for stævnet anløber Marstal havn, at hans farbror ejer en båd af samme type - smukkere linjer - og da vi glider forbi Ebbes bådebyggeris værftshal før havnemundingen, udpeger han det tildækkede skrog for mig. Det er det, jeg nu er taget til Ærø for at besigtige, mens jeg besøger mine forældre.

Tilstræbt opstalt, november 2012.

Der er mørkt under pressenningen. Skroget er fyldt med plastikdunke fra det sidste søsætningsforsøg omkring årtusindskiftet. Allerede da havde båden stået på land i godt og vel 10-15 år, og den var så medtaget, at en søsætning måtte understøttes af opdrift, hvis ikke skroget skulle synke fuldstændig. Niels Erik, som den daværende ejer hedder, håber at plankerne vil suge tilstrækkelig vand, til at en restaurering kan påbegyndes. Men efter nogle måneder, da han pumper vandet ud med dykpumpen for gud-ved-hvilken gang den sommer, er situationen uændret; båden tager stadig vand, og må landsættes igen for vinteren.

Jeg hiver pressenningen af og begynder at tømme den for plastikdunke. Jeg har intet ordentligt kamera med, men tager to billeder med min mobiltelefon, gør en hurtig opmåling af længde og bredde, og trækker pressenningen over den igen.

November, 2012.

I december samme år er jeg heldig, efter at have været på prøve en uges tid, at få læreplads ved Hobro Værft, hvor mester fortæller, at der vil være en plads til båden, hvis jeg ønsker at påtage mig arbejdet med at restaurere den.

I Januar, efter nytår, tager jeg til Ærø og besøger Jørgen, Niels Eriks bror, der køber båden i 1981 af Per Hermansen, og som i den forbindelse får taget en masse billeder. Han fortæller, at det er ham der står for det nuværende design af sænkesværdet, et metalsænkesværd, at det er ham der har fået lavet bundproppen i lukafet, foran for dammen. Han lader mig affotografere de billeder han ligger inde med, og da jeg i februar besøger Inger, Pers ekskone, ligger hun inde med flere billeder fra samme begivenhed: sommeren båden sælges til Jørgen. Hun fortæller også, at Per brugte lang tid på at restaurere skroget, da han købte den i 1974 af Bent Stryhn, en i Marstal bosiddende fisker.

Strandbyen, Ommel 1981.

I den tid Per har båden, ligger den - som den før har gjort det - i Strandbyen, et lille fiskeleje på nordsiden af landsbyen Ommel, som først - i de år Per overtager den - udvides til en reel havn.

I marts har jeg kortvarig kontakt med Skibsbevaringsfondens konsulent, Tom Rasmussen, da jeg påtænker at søge om midler til materialerne ved restaureringen, men da jeg endnu ikke har noget egentligt overblik over det forestående arbejde, forklarer han mig i stedet hvor jeg kan opsøge mere information om bådens historie. Og i maj måned går turen så til Nørrejyske Landsarkiv, hvor jeg finder et kartotekskort fra Marstal Toldkammer med indregistreringen af fartøjet, løbende ændringer i ejerforhold og senere, fartøjets udslettelse fra registranten. Derudover finder jeg også en bogført optegnelse fra samme toldkammer.

Kassen med kartotekskort fra Marstal Toldkammer perioden 1915-1972.

Efterfølgende får jeg kontakt med efterkommerne til to af de tre på kartotekskortet nævnte ejere, og dermed kommer jeg i besiddelse af bådens samlede historie, rækken af ejere, og - erfarer jeg - måske mulighed for indsamling af ydereligere dokumentation i form af billeder fra perioden 1930-1970. De respektive personer skal dog først på loftet og i gemmerne for at lede, så jeg må vende tilbage om nogle måneder, får jeg at vide.

Jeg kontakter også Marstal Søfartsmuseum og Øhavsmuseet, samt Tåsinge Museumslaug, for at få yderligere oplysninger om registreringerne, ejerne og - ikke mindst - bådebyggeren i Lundby. Jeg har en korrespondance med Byhistorisk Arkiv i Rudkøbing og med den tidligere museumsleder, Ole Mortenssøn. Sidstnævnte supplerer mig med oplysninger om bådebyggeren på Tåsinge via henvisninger til artikler i diverse udgivelser ("Folk og Fartøjer fra Sydfyn og Øerne" og "Tåsinge Museumslaugs årsskrift anno 1995"). Yderligere prøver jeg (dog forgæves) at finde flere oplysninger i Fiskeriårbøgerne fra den samlede periode (1924-1964), hvor båden fungerer som erhvervsfartøj.