
Et sådant indgreb stemmer, håndværksmæssigt, ikke overens med de - af fx Skibsbevaringsfonden - erklærede krav om håndværkets autenticitet - som tilfældet i.ø. også er, når jeg bruger en 1-komponent polyurethan-lim - men den autenticitet der forventes eller ønskes, stemmer selvsagt heller ikke overens med traditionens samspil med traditionens implementering eller praksis, dens videreførsel - hvad jeg anser for én af hovedproblematikkerne i den løbende samtale om bevaring og vedligeholdelse af ældre brugsfartøjer, konflikten mellem: "hvordan så det ud", og "hvad er det vi gør".
Mit mål med dette projekt, er at tilstræbe en autentisk oplevelse af fartøjet, og bruge - i udbredt grad - de materialer og værktøjer, fartøjet selv bærer vidne om har været brugt. Men da mine bestræbelser på at indhente en bred dokumentation, hvor fotografier er essentielle for en eksakt tilbageføring til en historisk periode, ikke er lykkedes mig fuldstændigt, er de første kompromisser allerede begyndt at opstå - som fx ved opstregningen af den nye forstævn.
Kompromisser, der vel at mærke ikke kompromittere fartøjet og dets udseende, men alligevel kom-promisser. Som at bruge epoxy til limning af gammelt træ. Kompromisser der gør, at jeg ikke længere taler om restaurering, men istandsættelse, tilbageføring. At forestå arbejdet i størst mulig overenstemmelse med det håndværk, jeg lærer af det fartøj, jeg arbejder med. Indgående at beskæftige mig med, og forholde mig til de oprindelige elementers udseende, og bådtypens generelle historik, som baggrund for de valg jeg tager, de kompromisser jeg indgår. Men med et brugbart fartøj for øje. Ikke en museumsgenstand, men en (agt?)værdig repræsentant for en tid og en historie. Af en restaurering ville jeg netop forvente et fartøj, der, i alle dets detaljer, var 1:1.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar