Herefter skruer jeg pinde på ved hvert spant og mellem, for at få markeret plankens over- og underkant. For og agter laver jeg en lille skabelon, der viser spundingens forløb, som jeg fastgør til rien. Herefter noterer jeg, hvad som er for og hvad som er agter, op og ned, spant, damskot eller imellem, sidstnævnte tre nummereres. Når rien er taget af, kan jeg med en stikpasser aftage yderligere bredder for hver nummereret spant og afsætte disse på et såkaldt mahl-bræt. En ri i fuld længde har to væsentlige fordele. Dels kan jeg beslutte mig for stødets (mødet mellem to plankeenders) placering, alt efter hvad det træ jeg har, kan give, og dels kan jeg få et godt overblik over, hvorvidt trækket synes jævnt og "sandt", eller om rien skal prøves igen, om brættet ved sin forlængelse alligevel skulle være blevet jaget en smule over sin egen kant. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar