Jeg prøver rien på planken, lægger den så tæt ved splinten, og så langt fra marven, som muligt, slår søm i ved de små pinde, der markerer plankens bredder, streger stød for og agter op, fjerner rien, fører en trækstok fra søm til søm og streger planken op, vurderer trækket, om det er jævnt, inden jeg lægger rien spejlvendt, og streger en partner op. Når rien lægges på, undgås splintved og marvtræ. Splintved har ikke samme styrkemæssige egenskaber som kernetræet, og er heller ikke - for lærketræs vedkommende - udstyret med den harpiks, der gør lærken så ufattelig modstandsdygtig overfor vind og vejr. Marvtræet er der træets spænd fra dets mangeårige vækst med kronen sidder, og må derfor aldrig krydses, da planken så kan risikerer at slå eller kaste sig til den ene eller anden side, afhængig af hvor spændet i træet er, der planken krydser marven. Det er yderligere også typisk her, når plankerne er blokskårne, at der kan være tendens til flækker eller "løbere" ved bøjning.

Slethøvl, ruhbank og pudshøvl i brug på de udsavede planker. Jeg høvler til stregen, overfører opmærkningen af stød til over- og underkant, inden jeg høvler plankerne op på tykkelsen. Inden de skal koges, prøver jeg dem løseligt, og passer dem yderligere til i det grove, så der ikke bliver problemer, når planken skal bøjes ind på plads. Når planken efterfølgende har siddet i spænd et døgn, efter kogningen, kan den tages af, og de sidste tilpasninger gøres, inden den fæstnes til køl og stævn.

Plankerne i klinkbyggede både er høvlet sammen ved stævnene. Denne sammenhøvling, der på de gamle kølplanker agter er gjort af en ca. 38 cm lang og 28 mm høj bladskaring i aflandingen, høvler jeg frem med min falshøvl, der - opsat skarpt og fint - virker som skabt til formålet. I styrbordsside. Simshøvl og stemmejern måtte gøre resten, efter to strøg, om bagbord Nu mangler de to, agterste kølplanker kun en lille fals på indersidens overkant, og et enkelt strøg eller tre med ruhbanken på langs, inden de får en tur i svedekassen.