Først skulle der sættes sytov, et 5-6 meter langt, treslået 6 mm tov, ført fra kovs gennem røstjernets øje 4-5 gange og bundet om sig selv. De gamle vanter var sat med vantskruer, men selvom kovsene er en anelse for små, lykkedes det alligevel at sætte sytovet nogenlunde stramt.
Og med forstaget bændslet forsvarligt til stævnbeslaget, kunne jeg rigge gaflen an og kaste mig over klyverbommen.
Her skulle tildannes en "læbe", en halv klampe fæstnet over vandlinjen, udhalerringen blev klædt og givet ny læder, og et nyt stykke tov fik jeg splejset til udhalet.
Jeg tildannede en klods for ringbeslaget, umiddelbart foran udskæringen, og lige foran for klampen på drivbommen, en klods med en læderrem, der danner overfald og lås for bommen ved to knapper.
Endnu mangler der at blive boret to huller i drivbommen. Et til et stopperstik, der fører op til en blok på mesanbommen, videre ned til et andet hul, hvor en blok viser skødet ind til klampen, som danner fæste. Men som med skødepunkterne for klyver og stagfok, er det detaljer, der først kommer på plads, når sejlene bliver sat. Først skal der tildannes rorpind, slås en kordelstrop eller to, som skal sys i storsejlet, der skal repareres, inden det kan lidses til gaflen og hejses. Og så skal roret på! Og de sidste tovender splejses.