Jeg fæstnede mastefoden til kølen med tabernaklet i, og efterfølgende fældede jeg fisken, der er lavet af to stykker eg, ind omkring tabernaklet. Mastefoden er spigret til kølen med 6" spiger, egefisken med 2,5" som resten af dækket bliver det.
Efter at have smurt bjælkerne med tjære, har jeg lagt strimler af tjæret skibsfilt. Filten, der er et sejt, svært forgængeligt materiale, beskytter bjælkerne mod råd, og er punktvis fæstnet med kobbertacks. På gamle Hollandske fiskerbåde har man fundet aviser vædede i tjære, til at beskytte samlinger, hvor træ ligger tæt an mod træ, for at forhindre fugt i at ophobe sig, og svampespore i at sprede sig fra dele i konstruktionen. Inden dæksplankerne spigres, smøres der tjære oven på filten igen, og plankerne spændes ned, spigres, og så er bjælkerne godt beskyttede mod råd og svampe, hvis der på nogen måde skulle ophobe sig fugt fra utætheder i dækket.
Herefter bar jeg nogle planker over, og arbejdet med at lægge hoveddækket er så småt begyndt. Det gamle dæk, det første jeg lagde, som var et kalfatret dæk, var lagt med en del facon. Det nye dæk bliver lagt som det oprindelige, og som det var tradition på gamle fiskerbåde, fuldstændig parallelt med centerlinien i båden. Men da ingen både af træ er fuldstændig symmetriske, og da Solveig er små fem centimeter større midtskibs om styrbord, er det sin sag at få det til at gå op. Jeg forventer, som med det gamle dæk jeg lagde, at måtte slå to kiler i ved fisken, men værre er det trods alt heller ikke. Jeg har ingen bredere planker, at tildanne de første to af, som kunne udligne forskellien fra bagbord til styrbord, og når først dækket er olieret, og ruffet er kommet på, bliver det svært at se forskellen. Den første planke i et enkelt dæk som dette er den sværeste. Planken skal skæres i facon med essingen på den ene kant, så den er tæt forneden, og en smule åben foroven til kalfatringen. De næstfølgende planker skal kun skæres til ved enderne, og ellers klemmes til den første. Så når de første, yderste planker passer, går resten ganske nemt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar