Jeg besluttede at forbedre den nye motorkasse, nu hvor der var mere plads, og tilføjede derfor en hylde til lidt værktøj og grejer over svinghjul og kølvandspumpe.
Selve kassen er lavet af plankeafskær fra klædningen jeg skiftede i vinters, høvlet ned til 5/8", skåret i de bredder de kunne give, forneden syet med galvaniserede søm til en tynd egetræsrevle, og foroven sømmet til en kraftigere revle i fyr, lagt kant mod kant.
Låget er lavet af en rest douglasgran fra dækket, men limet sammen, da jeg ønskede et fladt låg som ikke gik udover siderne på kassen, så at den synes det mindre.
Som en tilføjelse har jeg lavet en lille kasse der beskytter gearkassen for vind og vejr.
Og så ringede Frank, der skal løfte båden i, og sagde det ikke bliver før torsdag, så nu har jeg besluttet at male kasserne og låget og give dørken olie, og kaste mig over lidt aptering ude i forlukafet, nu jeg har fået de to dage mere end forventet at arbejde i. Jeg havde ellers håbet på en søsætning i morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar