Mere luft!

Efter en måned med skiftende, koldt og dårligt vejr, og et ønske om at kigge springet, og linjerne i planketrækket af, inden den endelige afretning, røg presenningerne ned i går. 

Jeg havde en forventning om, at der ville være enkelte hulslag i trækket, i og med, at jeg har genopbygget det hele efter de gamle spanter, i et aflukket telt, med kun en halv meters frigang, som umuliggjorde en klar fornemmelse af trækket.

Jeg konstaterede, at den sidste planke jeg tildannede i bagbords, øverste rang, efter at have sat en trækstok an, ikke var acceptabel - med en stor bule i forskibet, og en mindre om midtskibs, der ikke stod til at redde, måtte jeg afmontere den igen. Heldigvis har jeg endnu træ at tildanne en ny planke med.

Yderligere har jeg modtaget en uundværlig støtte på 20.000 kr til projektet fra Inge og Asker Larsens fond til støtte af almennyttige formål. En støtte der muliggør en færdiggørelse af båden, i løbet af de kommende måneder, henover sommeren, at der bliver råd til linoliemaling, spejlskåret fyrretræ til dæk og smedede beslag. En støtte, jeg er lykkelig over at modtage, netop nu

HEROVER: Det agterste kantspant, og de 3 spanter agten for dammen, tildannet og fæstnet.

Efter spantet er tildannet, streger jeg op på begge sider, og fjerner emnet.

Herefter borer jeg op, indefra, til skruerne, jeg har valgt at bruge: NKT's multi+ skrue, der er rustfrie og syrefaste (stålkvalitet A4).

Rustfrie skruer er ikke en historisk korrekt løsning, dette ville have været galvaniserede skibsspiger, men i og med, at jeg udfører hele monteringen af spanterne alene, har jeg valgt at bruge skruer - fuldstændig som ved klædningens hæfte i stævnene - jeg kan ikke selv danne modhold og spigre; med skruerne, er jeg sikker på, at klædning og spant trækkes ordentligt sammen. Det syrefaste stål er nødvendigt for at hæmme korrosionen i det syreholdige egetræ.

Den gode kvalitet i valg af skrue, sikrer, sammen med valget af kobber til samtlige nitter, at der ikke vil være noget metal i båden, som ved evt. galvanisk tæring, vil forårsage svækkelser i skrogets styrke, i og med rustfrit stål og kobber ligger tæt - og i forvejen højt placeret - på spændingsrækken.

Efter der er boret for, giver jeg spantet et tykt lag ren, milebrændt trætjære på den side, der skal lande an mod klædningen. Dette gør jeg for at modvirke råd og svamp. Og så er det forhåbentlig ikke et sted, jeg kommer til igen.

Herefter borer jeg så op i spantet, i de huller, jeg borede indefra, og fæstner spantet med en eller to skruer i bordet, og én i landingen.

Skruen i landingen er en smule længere, således at den går lige dybt i spantet, selvom den også går gennem to bordplankers tykkelse.

På billedet her til højre, har jeg øverst måtte fjerne noget splint. Jeg presser det tømmer jeg har så meget så muligt, for at mindske spildet og øge udbyttet. Det betyder så også, at jeg ikke altid får et fint, fuldkantet spant, men hellere undvære splinten, der rådner for et godt ord, end lade svamp og skidt få tag i resten af det gode, stærke træ, som trods alt er tilbage, når splinten er skåret fra.

Af mere personlige fordringer, sætter jeg pris på et grovere udtryk generelt. Fartøjet har været en fiskebåd, ikke en lystbåd. At der er et slag fra høvlen, savspor fra båndsaven, eller at styrken, og dermed dimensioneringen af spantet, sættes over dets æstetiske ide, den jævne kurve fra dæk til køl, har jeg vægtet mere væsentligt. Derfor skal der heller ikke pudses og gøres ved, men detaljen, hvor den har været, selvfølgelig, pyntestaffen i bjælker og væger, er kommet for at blive.