De afmonterede dæks- og klædningsplanker saves op, stuves i traileren og køres på genbrugspladsen.

Efter dæk og ruf er taget af, efterlades spanterne, der nu kun er fæstnet, med de to tilbageværende tværsskibs dæksbjæker af i alt seks, i bjælkevægeren. Flere stikbjælker gav op, da dæk og ruf kom af. Hele konstruktionen er nu utrolig leddeløs, og projektet, inden de forreste bordplanker i 1. rang over kølbordet høvles til, er at få afstivet spantet foroven og forneden, tværskibs, og langskibs, så de, efterhånden som de tilbageværende 6 rang afmonteres, og nye bordgange kommer til, står tilbage som de nye bordganges byggeskabeloner, og - i processen - bevarer skrogets facon mest mulig.

Ruffet blev løftet af i et stykke og stuvet af vejen til senere montering. Potentielt kan ruffet, sammen med kølen, blive de eneste oprindelige dele af det gamle skrog, som det er muligt at bevare, uden at gå på kompromis med bæredygtigheden af istandsættelsen som helhed.

Før jeg kunne klinke bagbord sides første planke frem mod stødet ved forreste damskot, måtte jeg fjerne den sværdkiste, der i starten af 80'erne blev gjort til båden; det måske eneste, ikke tærede, af råd, eller af nedbrydende svampe, angrebne, stykke træ i hele skroget.
       Da sænkesværdet, der efter sigende er gjort i metal med "Fejø-kvasernes" sænkesværd som forbillede, formmæssigt, først kom til sent i bådens historie, var der ingen dimensionering i kølen til dette, og derfor savedes en slidse bagbord for kølen midt i dammen, som sværdet kunne sænkes gennem.
       I dammen placeredes så sværdkisten, der bestod af 2 store, langs med kølbordet tilpassede, klodser, horisontalt forboltet med hverandre i hver sin ende, og med selve kisten til sværdet, bestående af 2 ovenpå hinanden lagte, kraftige stykker eg, adskilt ved enderne, så sværdet havde frigang, og til den ene side, forboltet ned gennem kølen, og til den anden, i bagbordsside, udelukkende til den om kølbordet tilpassede klods.

Jeg måtte fjerne damkisten, angribe sværdkisten, først med motorsav, og så med flækjern, mejsler, med mine største stemmejern, kraftige tømmerjern, og efter det meste af en søndag og mandag eftermiddag, endelig at kunne flække den ene klods fri af den anden, og løfte den ud, kaste den overbord, for så at kaste mig over den anden - flække den fra ved hver enkelt bolt, til den omsider slap: en lettelse!
       Hvad der skal blive af boltene, har jeg endnu ikke besluttet. At lade dem sidde, skære rent, svækker kølen, de ruster videre, arbejder med garvesyren i træet, til de forsvinder, og at trække dem op, pinde ud, som jeg gjorde ved bjørn og knæ, virker bedst. Der skal i forvejen fjernes en del bolte ved hvert spant og damskot, så indtil da, bliver de siddende.

Kølen, som jeg havde givet petroleum, for at slå svampe og anden råd ned, begyndte her i den første forårssol, pludselig at få små, spredt porøse, hvide vækster i overfladen, de steder, hvor den undertiden har været hårdest ramt af nedsivet ferskvand.
        Midtskibs og henne agter, hvor den i forvejen også har større sprækker, og en i overfladen synligt mistrøstig tilstand, til trods for, der stadig er bid i det gamle træ, et let, synligt netværk af hvidt.
        Og eftersom petroleum, linolie med fungicider og tjæreolie kun har givet denne svampelignende vækst lyst til at bryde frem af sit skjul, sikkert grundet den næring olien har givet, blandet med en mild, og derfor fugtig, vinter, har jeg måtte ty til - forhåbentlig - kradsere midler, såvel kemisk som økonomisk.
       Foreløbig vil jeg bare henvise til deres fine lille håndbog i svampe, skimmel, råd og insektangreb i træ, inden jeg giver min egen vurdering af, om det er en effektiv og holdbar løsning. Se mere fx her: Protox Håndbogen

2. rang over kølbordet spændes til. Jeg forsøger mig med at sætte dem an, og tvinge dem ind, kolde.

2. rang støder ved forreste damskot, hvorimod 1. rang stødte på midterste, adskilt af et enkelt spant.

Jeg måler mellem overkanten på kølbordet og 2. rang, og finder den smig, der skal høvles ved aflandingen.

Og så bemærkede jeg de her hvide pletter, midtskibs på kølen. Muligvis har den milde vinter og den megen linolie, gjort, at der er kommet noget overflade svamp. Jeg vil forsøge at renskrabe, og give noget tjære eller petroleum, for at se, om jeg ikke kan komme skidtet til livs.

Tale er sølv, men tavshed er gulv? 

Der har været stille, siden jeg, inden jul, drog af sted til København, for så, efter nytår, at gennemføre mit tredje og sidste hovedforløb ved Erhvervsskolen Nordsjælland, inden svendeprøven, fjerde og sidste hovedforløb til april, næste år; et forløb der har fokuseret på metalarbejde, installation af bovpropel, det at gøre en skabelon af et ror, til en lystbåd, at lave en plug efter et givent design, til at støbe en form over i komposit. Gas- og el-installationer i en lystbåd. Virksomhedsbesøg hos JEFA på en mark udenfor en motorvej ved en afkørsel et sted, og bevaringsafdelingen ved Nationalmuseet, at gå omkring på Fyrskibet i Nyhavn, se det fine værksted, i den oplagte, aldrig færdigt restaurerede lastepram.

Nu har jeg indenfor det sidste år, med start i marts 2014, gennemgået tre hovedforløb på skolebænken af to måneders varighed hver, og lavet opgaver der spænder fra udførelse af et kortbord efter tegning, til udfærdigelse af et spanteplan, en halvmodel og dets lige, løbende - på første hovedforløb, i komposit, støbt første del til min svendeprøve, og nu på tredje, TIG-svejset beslag til samme - oplevet en uddannelse, der mere og mere mister sin berettigelse som en uddannelse funderet ved en "dynamisk" vekslen mellem skole og praktikophold.

Én ting er at støbe en række elementer i glasfiberarmeret polyester til ens svendeprøve ud fra færdiggjorte forme, noget andet er, efter sammenlagt tolv undervisningsdage med skærebrænding, MIG/MAG, elektrode- og gassvejsning, i rustfrit 4mm stål, at TIG-svejse små beslag, der senere vil udgøre 15% af den samlede vurdering ved svendeprøven. Og så oveni det, løbende blive mødt med den mangel på resurser, der her gør sig gældende, og med så didaktiske opgaver, som ingen praktisk sammenhæng har med deres teoretiske grundlag, giver ikke meget andet, end et solidt grundlag for (som det åbenbart må være i denne branche), at henlægge alt til fritidens splittelse mellem hensyn og passion.

Så endnu engang har jeg længtes efter den åbne himmel. Og det velsignende arbejde det er, at kaste sig over den gamle damjolle, hvis overdækning - set på afstand, da jeg krydsede havnen på vejen fra togstationen her i Hobro - opgivende flagrede i den stille vind.