"Der må være grænser for galskaben," sagde jeg til Anker, der kiggede forbi værftet for en lille uges tid siden. Han havde stukket hovedet ind, stillet sig op på stolen derovre og kigget ned i skroget. Han viste mig et billede af hans drivkvase, Karen, fortalte han lige havde fået skiftet 45 meter bord i bunden, skarret nyt træ i både for- og agterstævn; nu holdte den så også hans tid ud, sagde han. Og som svar til min konstatering: "Ikke altid!"

Jeg har tænkt og tænkt. At sætte kædesaven på, virkede rationelt. Men at skulle fjerne hele skroget, opsætte skabeloner, virkede også som et radikalt skridt. Arbejdet med at dokumentere enkeltdelene, måle op, nærmest gøre en nybygning, begyndte at tiltale mig mindre og mindre, des mere jeg talte om det, des mere jeg tænkte for og imod. Ikke for at bevare "bådens sjæl", som nogen kalder det, men for at istandsætte skroget så nøjagtigt som muligt, har jeg måtte sande, at den langsommelige, arkæologiske proces, nok er den rigtigste fremgang. At det er væsentligt at nyde hvert eneste fremskridt, stort eller lille, som gøres i den proces. Derfor genoptog jeg arbejdet i dag, i et stille tempo, med at forberede udskiftningen af bordgangene, så jeg er klar til den proces, efter sommerferien. En svedekiste kan jeg låne af min mester, og det største, presserende problem, er at finde den rette anordning til svedekisten - hvordan skabe nok damp, interimistisk, til at bøje de bord? En gruekedel med sikkerhedsventil og 50-80 liter vand over gas? Bordene skal dampe tre kvarter til en time i en svedekiste med konstant temperatur over 90 graders varme. Hvordan skabe nok damp til det?

Nå! Planen er (løseligt) fremdeles: 1. Skifte bord. 2. Skifte bundstok og spant. 3. Fjerne dæk og ruf. 4. Skifte bjælkevæger. 5. Genopbygge dam. 6. Skifte dæksbjælker. 7. Aptere forlukaf, gøre skotter. 8. Gøre essing. 9. Gøre dæk med fisk (huller til pahlstøtte, stormast og mesan). 10. Cockpit og cockpitkarm. 11. Pahlstøtte og mastefod til stormast og mesan. 12. Genmontere ruf til forlukaf. 13. Skvatbord. 14. Fenderliste. 15. Mast og rig (beslag til bovspryd, drivbom, stormast, nye røstjern). 16. Sejl.

Udgangspunktet: her fornemmes det tydeligt, at agterstævnen - efter forboltningen - vrider om bagbord. Fremgangsmåden: idet jeg skifter bordene, vil jeg nødvendigvis fiksere stævnen, derfor er det yderst vigtigt, at disse står ret og i lod, inden jeg fæstner så meget som en eneste planke. Jeg trækker derfor en ved stævnene centret murersnor fra for til agter. Denne bruger jeg til, med øjet, at vurdere, om stævnene står over et langs kølen. I begge ender hæfter jeg et lod. Jeg er opmærksom på, at skroget krænger en smule om bagbord, efter jeg har hævet det en god halv meter. Dette skal der tages højde for, når stævnene sættes i lod.

Agterstævnen vrider om bagbord, så et tryk på stævnens inderkant om den endnu ikke tilpassede top, vil skubbe den mod styrbord, men for at vride den ret (i lod), sætter jeg et tryk midt på stævnen. Herefter skal opstillingen fikseres til halvtagets bjælker, så den ikke kan flytte sig under arbejdet med plankerne, der (efterhånden som bordgangene skiftes og fæstnes i stævnen) vil fiksere den, uagtet forboltningen, på dens retmæssige plads.

For at kunne vride forstævnen, skvølper jeg med stemmejernet rundt om de fastgjorte plankers spigerhoveder, så de kan trækkes ud med knibtang og kløfthammer, så stævnen bliver bevægelig igen. Kun 3 bord om både bag- og styrbord har været fæstnet til forstævnen, men disse 3 planker, der endnu er nittet sammen med resten af skroget, har gjort forstævnen fuldstændig ubevægelig.

Forstævnen vrider om styrbord, modsat agterstævnen. Kølen, der er forboltet til bjørn og stævn, afstives med en nedgravet pind mod bagbord. Herefter nedgraver jeg en pind om styrbord med retning mod forstævnens nederste yderkant. Ved at banke kiler af blødt træ (gran, for ikke at skade stævnens yderkant), kan jeg vride forstævnen mod bagbord. Med et lille tryk på forstævnens top, hvor pinden, der hjælper murersnoren over ruffet, skubbes stævnen i lod. Et tryk fra en nedgravet pind forfra, skubber forstævnen op på sin plads. Den endelige opstilling skal så - ligesom agterstævnen - endegyldigt fikseres, inden plankeender og bordgange, kan holde stævnen ret.