For nogle uger siden spændte jeg bundstokkene i forskibet ned til kølen, trak klædningen op med tvinger, og skulle til at sætte den første skrue i, for at holde det hele bare en smule sammen, da en stærk følelse af tabt overskud og opgivelse skyllede ind over mig.

Mit projekt med istandsættelsen forekom mig pludselig fuldstændig vanvittigt. Og om denne følelse skyldes, at mine erfaringer modnes, at min forelskelse blegner, eller om det slet og ret er virkeligheden, som pludselig kommer væltende, aner jeg stadig ikke. Derfor skriver jeg her om mine overvejelser, i håb om, at nogen der læser med, har stået i en lignende situation.

At holde entusiasmen for et projekt, der skal forløbe over en årrække og afvikles i fritiden, er én ting, noget andet er, hvorledes en så gennemgribende istandsættelse som denne, skal eller kan håndteres.

I udgangspunktet vidste jeg, at skroget var ømt.

Jeg konstaterede, at stævnene skulle skiftes, og i og med, at klædningens vægt overladtes til bundstokke og spant, begyndte skroget at synke - især forefter, hvor spanter og bundstokke slap, én for én. Bunden af skroget har fra starten stået overfor en total udskiftning, jeg håbede at kunne genbruge dækket, og mindst 1/3 del af klædningen, men da jeg fjerner essingen, viser det sig, at stort set samtlige dæksbjælker er udtjente - der er intet af hæfte en ny essing ved - bjælkevægeren er ramt af råd flere steder, fuldstændig mørnet af svamp - og så virker det tosset, at bevaret dækket.

Og så er det, at den oprindelige overvejelse om nybygning vs. istandsættelse vender tilbage.

Pt. er jeg et sted, hvor det pludselig forekommer mig fornuftigt, at fjerne dæk og ruf, opmåle enkeltdele, tage mål af alt, mens jeg fjerner det, og herefter gøre 5-6 byggeskabeloner efter skrogets indvendige dimensioner - for herefter at give det hele kædesaven, så kun køl og stævne bevares.

Det virker måske radikalt. Men nænsomt at fjerne og erstatte del for del, synes umiddelbart hovedløst. Dels er processen langsom, helt utrolig langsom, og dels skal alt tilpasses efter enkeltdele, der er så gamle og ømme, udtørrede og sprukne, sammenlappede og usammenhængende, at jeg i sidste ende står med en nybygning, der måske har kostet det samme som en nybygning, men det dobbelte i tid - mere skal skiftes end antaget, og min intuition siger mig, at virker det slemt og uoverskueligt allerede nu, vil dette indtryk være forstærket inden sommeren er omme.

Har andre, af jer der måtte læse med, erfaringer her? Er det bedst at forlade et projekt, inden der investeres for meget - eller kan det betale sig, at tage det hele et skridt videre? Måle op, gøre byggeskabeloner, sætte kædesaven på?

Bygge et bål, der kan kaste et fornyet lys over projektet?