29 november 2020

 


Jeg havde besøg af Philip, som er i lære ved bådebyggeren i Rørvig, og han gav en hånd med at bolte sænkesværdet sammen, afmontere sideskotterne i dammen, og så lavede han den nye bjælke, der skal bære det mindre ruf, så der bliver mere plads på fordækket til fortøjningsbedding og bovspryd.


Herunder ses sænkesværdet sat an i slidsen i kølen.


Jeg endte med at lave et forholdsvis tykt sværd, så der kun er 1/4” slip i hver side, for at få vægt i sværdet, så det - når det først er vanddrukkent - forhåbentlig vil holde sig selv nede under sejlads.


Sværdet er boltet sammen af tre stykker 2” eg og har en bolt slået igennem, som lander an på ørestykkerne, hvor svingpunktet sidder, som stopper sværdet fra at svinge ud. Med bolten og svingpunktet vil der være to steder, som fordeler sværdets sidevejrs tryk ud på kølen og skroget. Derudover er damskotterne, der også giver tværskibs styrke til kølen, forboltet med to bolte for og agten for slidsen, så der er ekstra støtte til det svage punkt, slidsen er i kølen. Sværdet stikker ca. 80 cm ud, og båden får derfor en dybgang med sværdet nede på godt og vel 1,1 m eller ca. 3,5 fod. Da det peger en smule agten ud, vil sværdet på grundt vand blive skubbet tilbage op i båden, og derfor også fint fungere som et primitivt ekkolod.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar