Ruffet på fordækket er lavet af rester fra dækket, douglasbrædder med not og fer. Det nye ruf er blevet ca. 1 fod kortere end det gamle, og en lille smule lavere, efter forlæg fra "De 13 søskende", hvor ruffet er 1 fod høj på agterparten. Brædderne er spigret til hjørnestolper i eg. Vinduerne, der sad i det gamle ruf, har jeg valgt ikke at genskabe. Selvom de var ganske praktiske, blev der ikke plads til dem nu hvor ruffet både blev lavere og kortere.
Med bjælkerne fældet ned, og underkanten af ruffet tilpasset dækkets spring og bjælkebugt, satte jeg det ovenpå dækket, og skruede det fast nedefra. Det gamle ruf var fældet ned i dækket og stod på bjælkerne. Jeg har valgt den anden løsning, at sætte ruffet ovenpå dækket, så det nemt kan frigøres og tages af om nødvendigt.
Med ruftaget lagt kunne jeg skære hul til skydekappen. Jeg har placeret hullet så langt til bagbord på ruffet som jeg kunne, for at der bliver bedre adkomst forbi masten, når man skal op og ned.
For- og agterkanten af ruftaget skal rundes, og der skal sømmes en tynd dækliste på siden af ruftaget som skjuler endetræet i kilerne, og så skal rammen til skydekappen og selve skydekappen laves og monteres.
Jeg har desuden besluttet at lægge en bomuldstråd i dækket og bege ovenpå, og jeg påtænker at gøre det samme med ruftaget, for at sikre det holder tæt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar