De forreste kølbord saves ud, herefter høvles de til stregen, så på tykkelse i tykkelseshøvlen, og endelig høvles de sammen, så trækket er ens. Alle rang (bordgange fra køl til dæk) har et eller to stød (mødet mellem to plankeender), og alle stød er - i det her tilfælde - placeret på damskot og spant. Min plan er at "samle" så mange stød som muligt i hele planker, da det vil give et stærkere skrog, og ellers gå frem efter den oprindelige fordeling af stødene, og dermed placere dem alle på spant og damskot igen, for at undgå de indvendige butlasker, hvor et overlap nittes om stødet. Dette giver et lidt "renere" skrog indenbords, men svækker tilgengæld spanterne en smule, med de mange gennemføringer fra bordene. Skroget er dog - udover køl og stævne - samlet omkring sin dam, og de tre, næsten to tommer tykke, damskotter, synes at være konstrueret, med det på tværs forboltede damdæk i halvanden tommes tykkelse, til ikke kun at bære bordgangenes svækkelse, ved de mange huller til dammen, men også skrogets samlede styrke fra for til agter, således at stødenes fordeling i klædningen (de fleste omkring dammen), kompenseres ved dennes styrkegivende egenskaber i konstruktionen som helhed (den kraftigere dimensionering taget i betragtning (spanterne er til sammenligning 2 1/4", men følger klædningen i en bue, og er ikke tværgående ved vandlinjen, som damskotterne er det, hvilket giver en utrolig stor trykflade på tværs, der ikke svækkes på langs, når båden befinder sig i vandet) der hvor dammen er, som umiddelbart begynder, hvor mastefoden til stormasten er spigret til køl og kølbord).

Jeg fastgør plankerne, efter at have svedet dem i kassen en times tid, så de er medgørlige, først med tvinger og kaffemølle, for at se, hvordan de passer, og til den endelige montering, bruger jeg NKT's syrefaste, rustfri skruer, og ikke galvaniserede skibsspiger - et valg, jeg har truffet, efter at have gennemgået for og imod: under vandlinjen er miljøet hårdt, men (ca. hver halve del af året) forholdsvis konstant, og al styrke jeg kan samle ved kølen - og i og med at klædningen bærer en væsentlig del af skrogets styrke i klinkbygning, synes det fornuftigt at fæstne kølbordet, og de øvrige plankeender og spanter under vandlinjen, samt de tre damskotter, med en mere holdbar løsning, styrke- og tidsmæssigt. For træets skyld, og for miljøets, gives der udelukkende linolie- og tjærebaserede produkter under vandlinjen; med undtagelse af kølen, der to-tre gange er blevet vædet med petroleum, kun for at slå allerede eksisterende svamp og råd ihjel, inden den kunne nære sig ved den linolie, jeg har givet.

Jeg prøver rien på planken, lægger den så tæt ved splinten, og så langt fra marven, som muligt, slår søm i ved de små pinde, der markerer plankens bredder, streger stød for og agter op, fjerner rien, fører en trækstok fra søm til søm og streger planken op, vurderer trækket, om det er jævnt, inden jeg lægger rien spejlvendt, og streger en partner op. Når rien lægges på, undgås splintved og marvtræ. Splintved har ikke samme styrkemæssige egenskaber som kernetræet, og er heller ikke - for lærketræs vedkommende - udstyret med den harpiks, der gør lærken så ufattelig modstandsdygtig overfor vind og vejr. Marvtræet er der træets spænd fra dets mangeårige vækst med kronen sidder, og må derfor aldrig krydses, da planken så kan risikerer at slå eller kaste sig til den ene eller anden side, afhængig af hvor spændet i træet er, der planken krydser marven. Det er yderligere også typisk her, når plankerne er blokskårne, at der kan være tendens til flækker eller "løbere" ved bøjning.

Slethøvl, ruhbank og pudshøvl i brug på de udsavede planker. Jeg høvler til stregen, overfører opmærkningen af stød til over- og underkant, inden jeg høvler plankerne op på tykkelsen. Inden de skal koges, prøver jeg dem løseligt, og passer dem yderligere til i det grove, så der ikke bliver problemer, når planken skal bøjes ind på plads. Når planken efterfølgende har siddet i spænd et døgn, efter kogningen, kan den tages af, og de sidste tilpasninger gøres, inden den fæstnes til køl og stævn.

Plankerne i klinkbyggede både er høvlet sammen ved stævnene. Denne sammenhøvling, der på de gamle kølplanker agter er gjort af en ca. 38 cm lang og 28 mm høj bladskaring i aflandingen, høvler jeg frem med min falshøvl, der - opsat skarpt og fint - virker som skabt til formålet. I styrbordsside. Simshøvl og stemmejern måtte gøre resten, efter to strøg, om bagbord Nu mangler de to, agterste kølplanker kun en lille fals på indersidens overkant, og et enkelt strøg eller tre med ruhbanken på langs, inden de får en tur i svedekassen.

SVEDEKISTE & DAMP 2