OPDATERET 25/11

Der var ikke mere epoxy, så jeg har bestilt nyt, en mindre pakke end den værftet plejer at købe, til limning af kile og flække i agterstævnen.

Ventetiden, mens linolien hærder op i agterstævnen i spredt lys, og posten udebliver, har jeg brugt på at samle skydekappen - som jeg skilte ad, gav Protox i not og fer og gjorde nye lister til, et nyt bræt, efter det gamle - her vist med bunden i vejret og et første lag linolie givet.

Dels lukker og forsegler den rå linolie træet, gør det vandafvisende, dels fungerer det som grunder for senere bemaling med linoliemaling, som imprægnering og beskyttelse mod råd, uden at hindre, at træet kan ånde, diffusionen, at fugt kan vandre fra træ til luft og omvendt.

Dagen derpå tørres skydekappen over med en klud, og efter en 4 dage, skulle olien være trængt ned i træet, tørret ud på overfladen, og de enkelte molekyler have udvidet sig 18-20%. Brædderne har jeg fastgjort til listerne med galvaniserede 2" jernspiger ("norske søm"). Herfra mangler der kun linoliekit i sømhullerne, for at beskytte jernet og galvaniseringen mod tæring fra luftens ilt, malingen fra anløben rust, og nådderne, for at tætne, da de som dækket ikke kan kalfatres pga. not og fer, og afsluttende bemaling med linoliemaling; brædderne i "Marstalgrøn", som rangjorden, skvætbordslisten og det øvrige ruftag, listerne og bræddernes underside indvendig i lukafet med hvidt.

Opstreget agterstævn på egetømmer til savning ved båndsav.
Afskæret, den rest der ikke giver stævnen, kan muligvis give knæet. 

Det udsavede stykke, afrettet og høvlet på tykkelse. Top og bund er endnu ikke savet til. Bunden gøres, når tilpasningen til kølen finder sted, og toppen, når stævnen er fikseret af klædningen.

Tømmeret, som havde svirpet til at give agterstævnen, var flækket op i bunden. Jeg har renset flækken op med min finersavs klinge, og efter ophøvling af agterstævnens sider, har jeg givet linolie hele vejen rundt, så træet ikke arbejder så meget. Når olien er trængt ned og tørret ud, skal der gøres kiler af eg, som jeg limer ind i flækkerne og fylder efter med epoxy. Det burde - hvis limningen ellers lykkes - give den nødvendige styrke tilbage til agterstævnens bund, som flækken svækker, da den netop er der, hvor spundingen skal hugges ud og planketrækket fæstnes. At flækken skulle arbejde yderligere er usandsynligt, da træet er udsavet af lagret stamme og har ligget, pindet op under overdække, i tre-fire år. Faren ved udfyldning af sprækker er netop, at når træet arbejder, vokser flækken, idet træet trækker sig sammen ved udtørring. Med så tørt træ, som der arbejdes i her, burde yderligere udtørring ikke kunne ske. Ved opfugtning af agterstævnen ved søsætning, vil kilen, der også gøres i lagret eg, følge med resten af tømmeret, og således bevare limningen. Hvis den lykkes.

Jeg har udtaget agterstævnen. Som ved forstævnen prøver jeg at bore spigerhovederne ud, men de fleste er tærede, gamle jernspiger, som letter nemt for kobenet, uden at jeg gør unødig skade på plankerne. I styrbordsside er der fire, nyere planker, dårligt passet til, der er taget af for hver planke i spundingens yderkant, det er ikke til at få dem ud, der er galvaniserede spiger, så jeg må flække mig vej, tre planker ned. Det er vigtigere at få agterstævnen ud i ét stykke til opstregning af den nye, end at redde hvert eneste bord. Og det råd, som var grundlaget for at skifte agterstævnen, i agterstævnens nederste del, viser sig også at have spredt sig en smule ved kølen, der hvor en rustfri stålklods af en fod til roret har været fæstnet - muligvis skal her skares eller spunses. Der er også pindet ud to steder, muligvis fra et ældre rorbeslag, med fyretræspinde. Ved samlingerne har jeg desuden gjort fund af skørnagler, der hvor stævnene lander an på køl og knæ, og der hvor stævn og køl lægger an mod hverandre. Disse skal selvfølgelig erstattes af nye, både for som agter.

Udtaget agterstævn. Fire flækkede bord i styrbords side. Resterne af motorfundamentet ses tydeligt med dobbelt-bundstok i agterskibet. Når den nye stævn er isat med knæ, skal der bygges en vugge til båden, dels skal den hæves en halv-hel meter over jorden, så arbejdsstillingen forbedres ved udskiftning af bord omkring køl og dam, og dels skal skroget afstives og fikseres, mens arbejdet står på. Med et planlagt slutresultat, hvor så mange bord skiftes (22-25 af 40-50), kan det kun forventes, at båden undervejs bliver leddeløs, og - potentielt - mister facon - især efter udskiftning af begge stævne. Da jeg ikke har opmålt båden, og fordi jeg ønsker at bevare dækket med bjælker, væger, planker og ruf, må jeg gå frem efter de gamle bord, to i hver side, ad gangen - så jeg har plads til at nitte - og spantet, fra stævn til stævn - så stævne, gamle bord, gammelt spant og dam er mine pejlermærker, når jeg skifter klædning.

Knæ. Flækket op ved boltene til kølen fra for til agter, udtaget i et stykke. Tydeligvis kortet af i toppen ved motorinstallation, for at give plads til stævnrøret, der var monteret gennem en kraftig egetræsklods, placeret ovenpå knæet med anlæg mod stævn, sat i spænd, ved de tre nederste bord kilet fast, sammenspigret, som jeg flækkede ud for at frigøre stævnen, med muggert og mejsel. Knæet forlænges efter forstævns bjørn, til det mærke, der - som på forstævnen - gennem mange års tjære, viser, hvortil det oprindeligt har gået. 

I går modtog jeg - til min egen overraskelse og glæde - tilsagn om støtte fra Sydfyenske Damskibsselskabs Fond. Fonden støtter projektet økonomisk med 10.000,- kr. som jeg vil bruge til at dække udgifterne ved udskiftning af klædning og spant, inkl. opklodsning af skrog i vugge, lærketræ til klædningen og eg til spantets bundstok og oplænger, installation af svedekiste, anskafning af gas på flaske og kobbersøm og skibsspigre, bomuld, kit, rå linolie og boreværktøj til opgaven. En mega håndsrækning til fartøjets sikring og istandsættelse.

Jeg fik spigret en tre planker til forstævnen. Jeg borede for og spigrede med 2" skibsspiger omviklet en tynd tråd værk ved hovedet ("halstørklædet" skal hjælpe til med at tætne), plankeenderne er trætte og udtørrede, de flækker op så let som ingenting, men for at få nogenlunde hold på bådens facon efter et par måneder uden forstævn skulle der spigres, bare en planke eller tre, resten trækker jeg ind med tvinger og giver en rustfri skrue, midlertidigt, inden endelig domfældelse: skal bordet skiftes eller ej. Spundingen synes at passe, selvom dybden og inderkarmen i bagbords side skal endeligt justeres efter plankernes tykkelse og forløb. Stævnen vrider en smule om styrbord, midtfor, men det er under 20 mm og planketrækket forløber jævnt. Et konstant kontravrid om bagbord kan muligvis - med tiden - sætte stævnen ret.

Planketrækket i styrbordsside efter spigring af tre bord, to bord oppe fra bunden. 

De nederste to-tre bord i styrbordsside skal skiftes. De efterfølgende tre op, håber jeg kan holde med enkelte småreparationer.

Bjørnen efter propperne er hugget af, og der er forseglet med rå linolie. Selvom træet har lagret i en årrække, arbejder det stadig med luftens fugt, efter bearbejdning med skærende værktøj vil revner og flækker begynde at opstå. Mættes træet med linolie, begrænses og modarbejdes denne proces.

Efter flere timers arbejde med at passe forstævnen til, høvle samlingerne mellem bjørn, køl og stævn, skubbe bordplankerne til med lægter og kaffemøller, for at se om bordplankerne følger den nye spunding, sætte i lod og klodse op, kunne jeg endelig give samlingerne Protox og tjærekit, inden jeg borede for og slog galvaniserede bræddebolte igennem og spændte det hele sammen. Derudover har jeg skilt den gamle skydekappe ad, givet Protox i not og fer og gjort et nyt bræt, da der var råd i et af de gamle, gjort nye dele til skydekappens karme i eg; de gamle var trætte og godt brugte. Og listen til ruftagets styrbord side fandt også sin plads. Nu bliver det så spændende at se, om de gamle bordplanker vil finde deres, i den nye stævns spunding.

Bjørnen med limede propper, hvor de tre styrkeelementer, køl, bjørn og stævn, er boltet sammen. Jeg fjernede den forreste del af stråkølen, der flækkede ved udtagningen af den gamle stævn, og slog bræddeboltene gennem bjørnen nedefra og op, så boltenes hoveder er forsænkede et par mm ift. kølens underside, og senere kan gives tjærekit eller andet, før en ny stråkøl monteres, mens boltene gennem bjørn og stævn, blev slået i, indefra og ud. Jeg borede for med kunstbor, så med et forlænget 10mm bor, proppede hullet på ydersiden af stævnen, inden jeg borede for igen med kunstbor, for herefter at banke og pore den med linolie smurte bræddebolt (10x180 mm), inden sammenspænding med møntrik og skive, og propning af hullerne ude og inde. Ude af praktiske grunde (tæring), inde af kosmetiske.

Hvad er restaurering, istandsættelse, tilbageføring? Jeg læser i "Flytende kulturminner - En innføring i fartøyvern", udgivet af Riksantikvaren i Norge i 1998. En interessant og vedkommende kilde til inspiration og dybere forståelse af det felt, arbejdet med kulturarv, med ældre brugsfartøjer, er.

Idag brugte jeg fx West Sytem's Epoxy Resin 105, et 2-komponent produkt bestående af polyester og hærder, til at lime to bordplanker der flækkede ved udtagningen af den gamle forstævn - flækker på ca. 30-40 cm - og, hvis limningen ellers holder, sparer mig for udskiftning af to bord af henholdsvis 2,5 og 3 meters længde.

Et sådant indgreb stemmer, håndværksmæssigt, ikke overens med de - af fx Skibsbevaringsfonden - erklærede krav om håndværkets autenticitet - som tilfældet i.ø. også er, når jeg bruger en 1-komponent polyurethan-lim - men den autenticitet der forventes eller ønskes, stemmer selvsagt heller ikke overens med traditionens samspil med traditionens implementering eller praksis, dens videreførsel - hvad jeg anser for én af hovedproblematikkerne i den løbende samtale om bevaring og vedligeholdelse af ældre brugsfartøjer, konflikten mellem: "hvordan så det ud", og "hvad er det vi gør".

Mit mål med dette projekt, er at tilstræbe en autentisk oplevelse af fartøjet, og bruge - i udbredt grad - de materialer og værktøjer, fartøjet selv bærer vidne om har været brugt. Men da mine bestræbelser på at indhente en bred dokumentation, hvor fotografier er essentielle for en eksakt tilbageføring til en historisk periode, ikke er lykkedes mig fuldstændigt, er de første kompromisser allerede begyndt at opstå - som fx ved opstregningen af den nye forstævn.

Kompromisser, der vel at mærke ikke kompromittere fartøjet og dets udseende, men alligevel kom-promisser. Som at bruge epoxy til limning af gammelt træ. Kompromisser der gør, at jeg ikke længere taler om restaurering, men istandsættelse, tilbageføring. At forestå arbejdet i størst mulig overenstemmelse med det håndværk, jeg lærer af det fartøj, jeg arbejder med. Indgående at beskæftige mig med, og forholde mig til de oprindelige elementers udseende, og bådtypens generelle historik, som baggrund for de valg jeg tager, de kompromisser jeg indgår. Men med et brugbart fartøj for øje. Ikke en museumsgenstand, men en (agt?)værdig repræsentant for en tid og en historie. Af en restaurering ville jeg netop forvente et fartøj, der, i alle dets detaljer, var 1:1.