30 april 2018

I weekenden tog jeg fat på forårets klargøring af båden. Min morfar havde ikke kunne dy sig, og spulede båden ren for det nu indtørrede slam, få dage før jeg kom til øen, hvilket resulterede i, at al bundmaling er vasket af (umiddelbart tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt, at hvis den nu blot søsattes med begroningen, ville denne opløse sig, og i løbet af sæsonen, kunne jeg så krænge båden over, tage den værste begroning med en blød kost, og efterlade sidste års maling intakt, for at skåne miljøet). "Jeg sad der og spulede," sagde han, "i rigtig lang tid," og pegede på den stol, jeg havde brugt som stige. Men efter at slammet var vasket væk, blottedes kalfatringen, og for andet år i træk, har jeg måtte gå den efter. Sidste år gik jeg hele spundingen og samtlige stød efter, gav det tagtæt under vandlinjen, et produkt, der (selvfølgelig) har vist sig fuldstændig udueligt til opgaven, og som en straf for at have undladt at bege et eneste sted, måtte jeg (omsider) erfare, at det er det eneste rigtige at gøre, hvor end der kalfatres, om det så er over eller under vand.

Da jeg tidligere på måneden modtog et legat fra Inge og Asker Larsens Fond til Almennyttige Formål, kan jeg komme i mål med et af de væsentligste punkter i projektet: fornyelsen af stående og løbende rig. 

Af den stående rig bibeholdes begge de master, Jørgen lod gøre, efter mesanen brækkede i frisk vind, undervejs fra Marstal til Kleven i starten af firserne, men i tjæret, og ikke lakeret, stand. Muligvis skal der gøres en ny topstang, da de nye sejl, som jeg bestilte allerede i efteråret, alle er syet med bomuldssejlenes stræk, og så lagt det forøgede stræk til, som de ville få, hvis de skulle syes af bomuld på ny; derfor er topsejlet ændret fra et rå- til et spidstopsejl, så jeg forhåbentlig kan nøjes med at afkorte mesanmasten, og lave en ny og længere drivbom, da den gamle er alt for stump til at skøde mesanen, men også til, som det er planen, en dag at sætte vod og forsøge et træk. Mesansejlet er i øvrigt det sejl, blandt de nye, hvis areal er forøget mest, hvis man ser bort fra klyveren og det nye, sjette sejl i garderoben: en bredfok.

April skyllede ind over weekenden, mens jeg arbejdede.

Temperatursvingningerne, og det høje græs, der gror omkring båden nu, fik myggene til at følge fugten, og efter jeg malede hvidt om fredagen på essing og fribord, forsøgte regnen at perforere tjæren på dæk og dørk, så det lørdag synedes som havde nogen slået æg på skvatbordet om natten, mens myggene, der i skumringen, inden jeg tog hjem, allerede var begyndt at hvirvle fra deres sværm, trukket til af tjæren i luften, og skulder ved skulder sad de så, i den klistrede masse, livløse dagen derpå. Og da jeg så stod der med kluden lørdag, og nøjsomt fjernede maling og myg fra dækket med vegetabilsk terpentin, gik det op for mig, hvilken latterlig ide jeg der fuldbyrdede med min handling. At gøre erhvervsfartøj til lystbåd! Straks smed jeg klud og terpentin og greb tjæreolie og pensel og smurte hele dækket, og rundholterne, igen. Da jeg søndag tørrede dørken over, for at lægge brædderne tilbage i båden, drev alt i den kolde morgen, som svedte natten endnu.

24 april 2018

Da båden blev søsat i august 2016, inviterede jeg selvfølgelig de tidligere, nulevende ejere af båden, jeg kender, Jørgen og Niels Erik Kjøller, som jeg, i forbindelse med restaureringen, talte med tit og ofte.

Det var Jørgens søn, Henrik, der første gang udpegede SVALEN for mig, da vi i sommeren 2012 anduvede Marstal Havn i ANNE KAROLINE, kort før han gik i riggen for at løsne topsejlsfaldet, der havde sat sig fast efter det sidste ben i aftenbrisen, for fulde gardiner ind langs H. C. Christensens Plads.

Niels Erik gav mig Mikkel Kühl og Nis Kørners bog "75 år med vind i sejlene - Marstal Sejlklub 1925-2000", og gjorde mig alene opmærksom på billedet fra Birkholm på side 61, taget i havnen, sommeren 1974.

Her ses SVALEN, med sit fyldige forskib og forholdsvis enkle udformning af ruffets skydekappe (der kun anes bag flaskerne på denne affotografering), men mest af alt: slagmærket i bagbords, øverste bordgang. Nedrigget til motorbåd, men endnu med dammen bevaret. Kort efter dette billede er taget, fotograferes den under sejl, i Per Hermansens eje, bærende navnet MARIE.

23 februar 2018

Sidst jeg var på Ærø, havde isen lagt sig i Strandbyen havn. En tynd, bleg skal var spændt ud over vandoverfladen, og kun ved at rokke båden dagligt, havde min morfar og min far skabt et hul, så isen hverken gnavede i vandlinjen eller lod båden fryse fast.

Jeg havde håbet på, at båden kunne blive liggende vinteren over, men med vejrudsigten for de kommende uger, hvor frosten muligvis tager til, vinden går i nordøst og der bliver dagsfrost, kommer isen hurtigt igen. Så min far ringede tidligere på ugen og sagde, at de havde besluttet at tage båden på land.

De fjernede brostenene, tømte båden for vand, trak den hen og lod den lokale vognmand løfte den op på sit lad. Samme procedure som sidste vinter, bare langt senere på sæsonen, hvor stort set alle andres både, for længst var kommet på land.

Mellem to levende hegn, så der er læ for øst- og vestenvind, bag nogle andre både, står den nu samme sted som sidste vinter, på et par klodslag med nogle bukke. Da vandhanen i havnen var lukket for vinterens frost, kunne bunden ikke blive vasket. "Den er rent ud sagt møgbeskidt," sagde min morfar i telefonen. "Den har stået på bunden," fortsatte han, og fortalte om noget af det lavvande, der havde været sent på efteråret.

De optimale overvintringsforhold for en træbåd er enten at ligge overdækket i vandet, eller at stå på land i en hal, hvor de tørre, vinde med kold luft og solen, ikke kan angribe klædningen. For en større jolle som "Svalen" kan det fint gå at stå på land, løseligt dækket af i bådens åbne rum som vist til højre.

Når varmen og foråret så sætter ind, kan den blive vasket ned, malet op, og den almindelige kølhaling kan overstås i ro og mag, inden båden løftes tilbage i vandet igen.

21 januar 2018

Efter den tilendebragte restaurering af skroget, har jeg - siden båden blev sejlet til Strandbyen, og sidste sommer tog del i en række stævner og træf - spekuleret i, hvordan jeg kunne samle og formidle erfaringerne fra restaurering og sejlads i bogform.

I forbindelse med min læretid, foretog jeg et researcharbejde af faglitteratur der findes om restaurering i bred forstand. En faglitteratur, der spænder over håndværksmæssige, tekniske områder til de mere historisk, etnologisk/antropologisk funderede indsamlinger af viden. Under menupunktet anbefalinger, har jeg lagt links ud til nogle af de bøger, jeg er stødt på, og som har bidraget med viden til mit arbejde.

"Maritim Kontakt nr. 1" fra 1980, der er fortsat udgives af
Kontaktudvalget for maritim historie- og samfundsforskning,
i dette nr. blandt andet med en rapport
af Morten Gøetche om Sluppen Ruths restaurering. 
Gennemgående for den eksisterende litteratur, der beskæftiger sig med restaurering af ældre erhvervs- og lystfartøjer (artikler i Træskibssammenslutningens medlemsblad, rapporter i fx Maritim Kontakt vedr. Nationalmuseets fartøjssamling, den norske Riksantikvars opsummering og indsamling af gjorte erfaringer med restaurering og bevaring af maritim kulturarv) viser, at ikke kun restaureringsprocessen, men også de erfaringer og erkendelser der her kan udledes, kun sjældent sættes i forbindelse med en bredere erkendelses- eller læringshorisont. Der er over tiden opstået en stringent, nærmest klassisk model for dokumentationen af et sådant arbejde, for hvilken modellen typisk kunne fremstilles med følgende dialektik: 1) Fartøjets særegenhed dokumenteres (konstruktør, årstal, ejere, formål, tidstypiske karakteristika i konstruktion, brugsspor etc.), og 2) Fartøjets restaurering udføres og dokumenteres i henhold til en dynamisk fortolkning af det i pkt. 1 dokumenterede.

Mit arbejde med SVALEN og denne hjemmeside er funderet i selvsamme dialektik. Ved bredt at indsamle viden, og dokumentere fartøjets og bådtypens historie og karakteristika, sammenholdt med gældende fagteknisk viden på området, er restaureringen og tilbageføringen af fartøjet udført i et spændingsfelt mellem autenticitet og eksisterende erfaring. I forbindelse med sommerens sejladser gjorde jeg en række overvejelser hvad angår sejlegenskaberne, dvs. brugen af fartøjet - ikke som erhvervsfartøj, men som lystfartøj - og det er i forlængelse af disse overvejelser, mit ønske om at udvide den ovenstående model opstod, at sprænge dens dialektik.

I efteråret hørte jeg desuden et foredrag, arrangeret af Holbæk Træskibslaug, i forbindelse med etableringen af et kystlivscenter på havnen, hvor Thomas Højrup fra Han Herred Havbåde præsenterede deres arbejde gennem de sidste 10 år.

Thomas Højrups vinkel som etnolog bidrager til en inklusiv forståelse, der ikke kun omfatter den specifikke kulturhistorie, Han Herred Havbåde, og fiskerne ved Thorupstrand, omfattes af, men også politik, geografi, natur og miljø, samt det lokalsamfund som helhed, der er i berøring med havbådenes fortsatte brug og bevaring. Som en separatistisk bevægelse, yder Han Herred Havbåde modstand til den globaliserede kapitalisme, og foruden at bevare den samlede kulturhistoriske viden omkring en særegen bådtype, og dennes fortsatte udvikling, er det centrale omdrejningspunkt udfoldelsen af helt særlige livsformer, og disses potentialitet (bådebyggeren og fiskeren).

Det er med resonansen fra disse erfaringer, jeg i det små er begyndt at tage tilløb til en udvidelse af den ovenfor nævnte model, for indsamling og dokumentation af en restaurerings forløb, til også at inkludere fartøjets brug; at erfare fartøjet som begivenhed, aktør og medie, som en potentiel psykogeografi.