12 august 2017

For fulde sejl til International Knot & Small Boats Festival
Båden stod på land i vinters bag nogle levende hegn ved Strandbyen havn, dækket over med presenning forbundet under kølen ved gamle cykelslanger, med masten henover båden for at give overdækningen et fald.

I påsken tog jeg overdækningen af, vaskede båden ned, gav dækket olie, og malede såvel fribord som opstående over en enkelt gang, fenderlisten og ruftaget et lag marstalgrøn. Jeg kørte lønningslisten over to gange med en klud dyppet i linoliefernis, og mættede pahlstøttens top på ny. Indvendig fik dørken og alt træværk, der er udsat for solen, et lag trætjære, og når båden er kommet på land, vil jeg på ny give det indvendige tjære, efter båden er vasket ned. Ligeledes arbejder jeg på, at finde et sted hvor båden kan stå indenfor næste vinter.

Jeg havde planer om at fjerne al lak fra masterne og gøre nye vanter og stag til sæsonen, men det endte med, at jeg hellere ville ud og sejle med den gamle rig, for at få dannet mig et fuldstændigt overblik over hvor der skal sættes ind, når riggen skal fornyes.

For at vise båden frem, har jeg i år deltaget ved tre forskellige stævner. Første stævne var arrangeret af Det Gamle Værft i Ærøskøbing, og løb af stablen i weekenden d. 14.-16. juli. International Knot & Small Boats Festival var et fint arrangement med rebknyttere fra hele Europa, og kapsejlads for sprydsstageriggede både, hvor der i den lette vind var mulighed for at vise SVALEN frem med fuld sejlføring.

I uge 30 deltog jeg ved kapsejladsen Øhavet Rundt, der sluttede ved træskibsbroen i Svendborg, hvor Fyn Rundt anløb havnen samme dag. Weekenden efter, den første weekend i august, deltog jeg ved det årlige træf mellem danske og tyske drivkvaser på Fejø, der er arrangeret af Fejø drivkvaselaug. Her deltog yderligere to danske kvaser. Den Fejøbyggede CONCORDIA af Udby Vig og den i Kalvehave byggede KAREN af Bogø. Alle tre var flotte arrangementer, hvor der var rig mulighed for at vise båden frem, deltage i kapsejladser, og møde ligesindede entusiaster, udveksle erfaringer og blive klogere på SVALENS egenskaber, og hvor, der skal sættes ind, for at optimere såvel rig som aptering.

På vej Øhavet Rundt for en agten for tværs
Der er to større indgreb der bliver nødvendige at arbejde på, for at tilføre båden de sejlegenskaber, dets skarpe, for drivkvaserne, forholdsvis slanke skrog burde kunne yde. Dels er SVALENS sejl, de 40 år gamle bomuldssejl, som fulgte med båden, fuldstændig udtjente, så der skal gøres nye, hvilket er et projekt jeg vil følge op på her, når jeg har taget mål, og får gang i arbejdet på en helt ny sejltegning. Og dels skal der laves et sænkesværd.

Normalt byggedes drivkvaserne på en flad plankekøl, der midtskibs var væsentligt bredere end ved stævnene, så der var plads til en slids for et kraftigt sænkesværd i sammenboltet eg, formet som en kvartcirkel, og monteret i en sværdkiste i dammen. SVALEN er bygget i en overgangsfase, hvor motoriseringen af fartøjerne og vodfiskeriet har gjort, at sejlegenskaberne, der med et sænkesværd hjælper enormt på afdriften, ikke har været af samme nødvendighed som tidligere. Derfor er SVALEN bygget på plankekøl, men uden at der har været gjort plads til en slids midtskibs. Da den gamle køl, der i år fylder 95, ikke blev udskiftet under restaureringen, og for ikke at skæmme indtrykket af båden, ved at lave et sænkesværd der - som de originale sænkesværd - stikker op gennem en slids i damtragten, når det er hævet, arbejder jeg med følgende ide:
Skitse til sænkesværd

Selve sværd og sværdkiste fremstilles i stål. For at få et sværd med en god længde, skal sværdkisten laves i damtragtens fulde længde. Dette giver et sværd, der når det er sænket ned, øger bådens dybgang med en meter. Ved at lave selve sværdet efter et moderne snit, som det kendes fra joller som piratjollen og 505'eren, kan både sværd og sværdkiste forblive skjult under damtragtens låg, således at bådens autentiske, historiske udseende ikke skæmmes - hvilket gennemgående er det kompromis, jeg har arbejdet ud fra. At gøre båden brugbar til lystsejlads, uden at svække dens historiske fortælleværdi.

For at styrke kølen, uden at svække den originale af træ når der skæres en slids til sværdet, vil jeg montere enten en U-bjælke eller et stykke fladjern fra for til agter, med en slids der svarer til sværdets tykkelse plus en smule frigang. På den måde vil det sidevejrs pres der kommer, fordele sig ud i sværdkisten og jernet, uden at belaste trækølen, hvor sværdet får fuldstændig frigang igennem. Selve sværdkisten skal så forboltes ovenpå trækølen til jernet under, og sidevejrs forboltes til damskotterne, hvoraf det midterste vil blive skåret over, for at give plads til sværdkisten. Når jernbjælke og kiste forbindes med damskotterne, vil det ikke svække konstruktionen unødigt.

På billedet er den umiddelbare skitse af sværdet vist, med trækket til at hæve og sænke det forefter, samt svingpunktet, hvorom det hæves og sænkes. Såvel sværd som jernbælke vil desuden flytte ballasten ned hvor den retmæssigt hører til, således at jeg formentlig vil kunne tage de sidste brosten ud af båden. Allerede ved sejladserne i sommers erfarede jeg, at båden var ballastet alt for hårdt ned, og ved at fjerne over halvdelen af de 5-600 kg, øgedes farten i let vejr væsentligt, samt gav den en mere blød og livlig bevægelse i bølgerne.

Så med håb om at få mere aktivitet på bloggen her, efter knap et års stilstand, vil jeg for fremtiden opdatere løbende om de ovennævnte projekter og det vedligehold der forestår, når sejlsæsonen er endeligt ovre.

09 oktober 2016

"Svalen" ved værftet med mesan, storsejl, topsejl og stagfok.
Efter de første testsejladser på fjorden, her ved værftet i Hobro, da oprigningen var på plads, storsejlet gået efter ved de i top- og forlig, syede kordelstropper (enkelte steder var det gamle storsejl så mørnet, at der skulle stoppes efter med nål og tråd, nødtørtigt), kunne tilløbet til sejladsen mod Ærø tages, bådens "hjemkomst", at slutte den cirkel, hele restaureringen har været rettet mod, at lade fartøjet anduve og fortøje i Strandbyen havn i Ommel på Ærø, 86 år efter Kresten Hansen Rasmussen erhvervede båden til fiskeri fra selvsamme fiskerleje.

Selve riggen og sejlene fulgte med båden, da jeg i sin tid påbegyndte restaureringen. Niels Erik Kjøller, fra hvem jeg overtog skroget, havde gemt masterne i Marstal Sejlklubs masteskur, og sejlene, der alle er af bomuld, havde han haft hjemme på sit loft, tørt og godt.

Fortøjet i Strandbyen havn på Ærø efter ca. 160 sømil for sejl.
For en sommer siden, fik jeg gået sejlene efter på græsplænen hjemme ved mine forældre, og nu, da de blev sat første gang på båden, i en let vind fra sydvest, det nænsomme sejlpres, der skubbede båden over, gav den hurtig fart, og til trods for de gamle, tunge, posede bomuldssejl, skød båden alligevel god fart.

Artikel i Fyns Amts Avis d. 8. oktober.
Sejladsen til Ærø forløb over seks dage, og begyndte torsdag eftermiddag til fyraften, hvor jeg med min lillebror ved roret suste ud af fjorden til Mariager, smed anker for natten, og tidlig næste morgen fortsatte vi til Grenå.

Om lørdagen gik vinden i syd, vi krydsede et stykke, men lænsede tilbage for natten med vejrmeldinger på kraftig regn, lokalt med torden.

Om søndagen stod min lillebror af, imidlertid var min yngste fætter påmønstret, og vi fortsatte i den nu friskende østenvind til Samsø langs Djurslands kyst.

Blæst inde i Mårup, kom vi først videre til Æbleø sent på aftenen mandag, og med vinden drejende til nordøst, strøg vi til Skærbæk om tirsdagen, hvor min fætter gik i land.

Selv fortsatte jeg til Lyø, kastede anker for natten, og den følgende morgen, onsdag, fortsatte jeg indenom Avernakø, ud på sydsiden af Drejø, ind på det grunde vand ved Nyland syd for Egholmene, og godt middag, kunne jeg stryge storsejl og fok, og anduve Strandbyen havn i farten fra pålandsvinden mod riggen.


13 september 2016

Jeg riggede stormasten op, hev den ud fra halvtaget og kørte den over til båden, satte klo- og pikfald på, faldet til stagfokken og til klyveren, kørte topsejlsfaldet gennem skivgattet øverst i masten, bandt stag og vanter og fald til masten, og ved hjælp fra værftets kran, var masten hurtigt ført over i mastefisken på båden, og stille og roligt blev den rejst, forstaget midlertidig bundet til stævnbeslaget, vanter sat løst med en strik mellem røstjern og kovs, og kranen firet af. Herfra gik det slag i slag.

Først skulle der sættes sytov, et 5-6 meter langt, treslået 6 mm tov, ført fra kovs gennem røstjernets øje 4-5 gange og bundet om sig selv. De gamle vanter var sat med vantskruer, men selvom kovsene er en anelse for små, lykkedes det alligevel at sætte sytovet nogenlunde stramt. 

Og med forstaget bændslet forsvarligt til stævnbeslaget, kunne jeg rigge gaflen an og kaste mig over klyverbommen. 
Her skulle tildannes en "læbe", en halv klampe fæstnet over vandlinjen, udhalerringen blev klædt og givet ny læder, og et nyt stykke tov fik jeg splejset til udhalet.

Henne agter slidsede jeg groft ud med stiksaven, og huggede til med stemmejern, båndpudsede en runding frem for drivbommen, der skærer sig skråt agterover, ud forbi roret, gennem det opstående, for at danne skødepunkt for mesanen. 

Jeg tildannede en klods for ringbeslaget, umiddelbart foran udskæringen, og lige foran for klampen på drivbommen, en klods med en læderrem, der danner overfald og lås for bommen ved to knapper.

Endnu mangler der at blive boret to huller i drivbommen. Et til et stopperstik, der fører op til en blok på mesanbommen, videre ned til et andet hul, hvor en blok viser skødet ind til klampen, som danner fæste. Men som med skødepunkterne for klyver og stagfok, er det detaljer, der først kommer på plads, når sejlene bliver sat. Først skal der tildannes rorpind, slås en kordelstrop eller to, som skal sys i storsejlet, der skal repareres, inden det kan lidses til gaflen og hejses. Og så skal roret på! Og de sidste tovender splejses.

06 september 2016

Jeg fældede røstjernene ind under fenderlisten, forboltede dem til spanterne umiddelbart agten for forskottet.

Det forsatte stykke passede fint ind under underkanten af øverste bord på alle fire jern, og med det resterende stykke fenderliste, monteret henne agter, kunne jeg endelig få malet den op.

Monteringen af rorbeslagene blev en smule mere omstændeligt, men gik også fint. Jeg måtte fjerne en smule gods på den gamle møre køl, og give beslaget til roret nede om kølen et bøj i skruestikken, for at få det hele til at passe sammen.

Det øverste beslag blev linet op med kølbeslaget, og fældet 6 mm ind i agterstævnen, så der ikke kommer vrid i hængslet, når roret drejes, så det går let og blødt. Herefter besluttede jeg at forbolte beslagene, uden at fælde dem ind i selve roret - dette havde minimeret afstanden mellem agterstævn og ror, der nu er godt en tomme. Om det vil vise sig at have indflydelse på styring og sejlads, fælder jeg det længere ind til vinter.

Jeg havde mærket vandlinjen op med blyantsstreger for og agter, inden båden kom op, og ved at sætte båden i lod, kunne jeg med et brædt i vater for og agter, der stak en smule længere ud end bådens bredde, med en snor, der føres ind mod skroget på brædtets overkant, mærke vandlinjen af med små, blanke søm, for senere at tage en tømmervinkel fra søm til søm, og strege linjen op. Herefter malede jeg skroget op med to gange hvid, plettede bunden, rørte cement op og fyldte samlingerne ved stråkøl og stævne, samt enkelte, større knaster i stråkølen, ud.

De gamle bomme til drivvod og mesan agter samt klyveren for, høvlede jeg ned for gammel maling, fjernede beslag og skivgatter, der ikke længere skulle bruges, og gav dem grundingsolie med trætjære. Klyveren sættes flyvende på en udhalerring fra fordækket, og selve bommen er fæstnet i et ringbeslag på forstævnen, og hæftet med et overfald på pahlstøtten. Et tovværk tegner selve bommen, via en læbe på forstævnen over vandlinjen, for at støtte klyverbommen, når vinden trækker klyveren opad.

Jeg linede beslagene op og monterede dem på pahlstøtte og forstævn, monterede stævnbeslaget, og så kunne båden søsættes. Drivbomsbeslaget agter og løjbommen til storskødet, samt håndpumpe og de resterende småting til riggen, kan lige så nemt monteres, når båden er søsat. Og dets længere tid på land, dets mere gennemgribende en udtørring af skroget.