14 juni 2020

Solveig i Holbæk Gl. Havn. Pinsen 2020

06 maj 2020

De nye navnebrædder hugget i eg med stemmejern.  Efter at have studeret billeder af andre drivkvaser,  valgte jeg at placere dem en meter henne ad det opstående, på hver side af båden, med navnet på bagbordsside og hjemhavnen på styrbordsside. På den måde kommer navnet ikke bag drivbommen, når denne er sat ud. 
Konserveringen af kølen, der gerne skulle udskyde dens udskiftning, har ganske enkelt været at hælde omkring 5 kg epoxy ud fra for- til agterstævn, hen over kølen, så der nu ligger et ca. 10 mm tykt lagt fra for til agter ovenpå kølen. Ved at rense helt i bund, lykkedes det at få god vedhæftning mellem køl og kølbord, men det er selvfølgelig en speget sag. Når kølen engang skal skiftes, skal der nu skæres ned ved alle bundstokke, og det gør det selvfølgelig en smule mere omstændeligt, men forhåbentlig er der mange år inden den reparation bliver aktuel. 
Sværdkisten fik to bolte på hver side, skråt ud gennem kølbordet, der både ud- og indvendig blev støbt fast med epoxy, inden de blev tilspændt. Dette skal sikre at sværdkisten ikke kan bevæge sig, når der kommer et sidevejrs pres på sværdet. Selve svingsværdet er, efter mange forsøg, her lavet i støbefiner af god kvalitet, hvor der er forseglet ved alt blottet træ med epoxy. Ligeledes er der indstøbt sliddele hvor svingbolten, og op- og nedhalet, sidder.
Igår kom Frank så og løftede SOLVEIG i vandet. Den tog noget mindre vand end forventet, og nu 12 timer efter søsætning, flyder den stille. Ikke fuldstændig tæt endnu, men det hjælper på det.

04 maj 2020

NYT OVERFALD TIL DRIVBOMMEN. Jeg koldsmedede et nyt overfald til drivbommen ved at bukke et stykke galvaniseret fladjern i skruestikken, bore huller, skar ind med vinkelsliber, med et skråt snit for enden af et stykke rundjern, kunne jeg banke den tilbageværende stump rundt i hullet på overfaldet, så beslaget fik sin åbne/lukke funktion. Jeg har fra begyndelsen været utilfreds med de løsninger jeg har lavet, som jeg troede var gode nok, først en læderlap, senere en surring med øjebolt, men hver gang har det vist sig ikke at fungere, bommen har været for omstændelig at sætte ud, den har raslet sig fri, været til besvær. Overfaldet fik efterfølgende Galvafroid, en koldgalvaniseringsmaling bestående af primært zink, de steder, hvor galvaniseringen havde taget skade, og den er en del af min plan om at gøre mesanen til et større aktiv, i sejladsen med båden.
NYE LUGER TIL DAMTRAGTEN. Fra flere lejligheder til at nærstudere indretning af damme på flere både, har jeg bemærket at det er brugt at lade lugen til det største rum i dammen være lagt med brædderne langskibs, og det mindste rum i dammen, med brædderne tværs. Jeg tænker det giver god mening, da det enkelt og umiddelbart anviser hvor lugerne går fra og til, når de skal løftes, så det har jeg brugt til de nye luger, der er gråmalede og samlet af høvlede og pløjede brædder. 
NYE SKØDEVISERE/-LØBERE. Ved genoprigningen tilbage i 2016,  tøvede jeg med at bruge de skødevisere, eller skødeløbere, af messing som sad på dækket, og som iøvrigt også var blevet væk i byggerodet under restaureringen. Det virkede ikke autentisk med fine øjebolte i messing. På "Viktoria" løber klyverskødet fx gennem det opstående, mens stagfokken løber på en løjbom. Da der ikke er plads til en løjbom mellem ruf og mast, og da skødepunktet ville ligge for langt fremme i båden, hvis klyverskødet løb gennem det opstående, mener jeg at faste skødevisere på dækket må have været brugt. Jeg havde rustfrie øjer med foring af nylon, men efter at have set dem på flere småbåde, fik jeg endelig lavet nogle af eg. Hvor jeg kunne klinke, blev de klinket med galvaniserede bådsøm af jern, og ellers vegnede jeg ganske enkelt bådsømmene, hvilket synes omtrent lige så effektivt som at klinke. Men lad os nu se, når båden går hårdt på bidevind, om skødevisere og søm bliver hvor de skal. I alle henseender syner det mere enkelt, og med tanke på garnet og voddet, der i sin tid har fyldt godt på dækket, som ikke har måtte kunne gribe fat i noget, når det lagdes ud over siden, virker det logisk. 
NY MØNJERØD PÅ FENDERLISTE, RORHOVED & RUF. Hvor SVALEN før var marstalgrøn, er SOLVEIG nu blevet malet med en dyb, mønjerød linoliemaling. Jeg synes det gav båden et andet udtryk, mindre lystfartøjsbetonet og mere brugsbåd, og med tanke på hvor enkel, udbredt og brugt jernmønjen har været, forestiller jeg mig den har været så tilstrækkelig nem at skaffe for fiskerne, at den også ofte har været brugt til at fremhæve deres bådes linjer. Nu mangler der kun fortællingen om kølen, sænkesværdet, de nye navnebrædder og ikke mindst, bundmalingen før søsætningen kan finde sted.


01 maj 2020

Hvordan gik det så med alle de smukke planer om at skifte kølen og reetablere dammen, nu hvor sværdkisten ikke ville blive tæt? Det gik slet ikke! Jeg blev pludselig medejer og formand i Foreningen til Svalens Bevarelse, og - sammen med min familie - påbegyndte jeg overtagelsen af det unikke skib, kattegatbåden SVALEN, bygget på Stranden ved Kikhavn i 1906, og mange af mine kræfter gik pludselig i den retning, med etablering af en ny støttekreds, forsejling af skibet til Holbæk, og det store arbejde der er med at få et overblik over, hvilken stand og hvad som måtte gøres, på et skib af denne størrelse.

Derfor endte åledrivkvasen med at stå på pladsen ved Nationalmuseets restaureringsprojekt af Galeasen Anna Møller, hvor jeg de sidste 2,5 år har haft min faste gang som skibstømrer, og først nu her i aprilmåned, kunne jeg - med fornyet styrke - kaste mig over det hengemte skrog.

Da båden er så gennemrestaureret som den er, tager det ikke meget skade af at stå hen et års tid. Det er selvfølgelig synligt, at det er forsømt, skroget tørrer voldsomt ud, og alt ser medtaget ud. Men med frisk tjæring og maling, er der allerede en helt anden friskhed, som møder blikket. Og nu hvor det blev vigtigt at få den i vandet igen, for at stoppe den nedbrydende proces, landsætningen bevirker, besluttede jeg at udsætte reparationen af kølen og reetableringen af dammen, med den medfølgende ombygning, dette ville kræve, efter de ideer, opmålingen af åledrivkvasen Margrethe hensatte mig i, til et langt senere tidspunkt, og har derfor forsøgt mig med en midlertidig, men muligvis ganske effektiv konservering (mere om det senere), og for at udrydde enhver forvirring, og for at tydeliggøre åledrivkvasens betydning for mit liv, har jeg besluttet at omdøbe den.

Åledrivkvasen blev i sin tid, som jeg også har dokumenteret, navngivet Svalen. Med det nye skibs mellemkomst, og i respekt for dets alder, og da det også allerede har en særlig plads i mit liv, har jeg besluttet at omdøbe åledrivkvasen fra Svalen til SOLVEIG, opkaldt efter min mormor, der er født i Ommel og har boet der hele sit liv - samme by som åledrivkvasen har været hjemmehørende i gennem mange år, og som den nu også er hjemskreven til. De nye navnebrædder kommer på, inden båden atter går i vandet.

Men der mangler (selvfølgelig!) stadig lige det sidste...