24 januar 2021


Jeg var oppe og aflevere stævnrøret med flangerne hos Flemming, der har et maskinværksted lidt uden for Holbæk, og som ville skære gevind for mig, så jeg kan få monteret stævnrøret i agterstævnen og lavet roret færdigt. I mellemtiden har jeg så fået fremskaffet en masse dele til motoren - en original vandpumpe med bronzehjul, så der ikke skal skiftes impeller hvert år, samt et original afgangsrør til udstødningen - så den kan få den store tur, helt nye slanger til kølvand fx. Jeg har skiftet alle pakningerne og tømt motoren for olie, lavet et nyt gearhåndtag med bakelitkugle, grundet motoren med anti-rust, som det ses herover, og er nu begyndt at male den med hammerlak

15 januar 2021


Jeg tog motoren ind i varmen i værkstedet, selvom jeg havde kørt frostvæske på for at konservere den for vinteren, og i kampen for at løfte den ind, viste der sig at være gennemtærede gevind, først ved kølvandspumpen, så ved udluftningsskruen for kølvandet nederst i cylinderen, og de knækkede begge af, da Oskar hjalp mig med at løfte motoren ind. Vi fik derfor fat i Søren, Oskars far, som har det gode skib "Karen-Marie" i Holbæk havn, som har rodet med bådmotorer, gamle træskibe og alskens ting og sager hele livet, som uden kendskab til Marstal motoren, hurtigt fik lokket mig ned ad en sti af læring og nysgerrighed.


Det var i forvejen min mening at rense motoren af og male den grøn igen, men jeg havde ikke tænkt mig, jeg ligefrem skulle arbejde med motoren; men fordi der opstod problemer med at skære gevind i stævnrøret, kunne jeg lige så godt give motoren lidt kærlighed. Og det viste sig også at være godt givet ud, for vi havde ikke været i gang særlig længe, før vi fik åbnet op for dækslet til udstødningsmanifolden, som viste sig at være pakket med slagger, slam og rust, og både udluftningsskruen i cylinderen, men også i udstødningsmanifolden, var fuldstændig sat til i rust og skidt. De gange jeg kørte med motoren, inden jeg fik den ud af jagtbåden, synes jeg heller ikke den kølede helt nok, og det har den givetvis også haft svært ved. Udstødningsmanifolden skal derfor renses helt af, inden den kan samles igen med en ny pakning. Derudover skal en del bolte skiftes. Og så er jagten på originale dele gået ind.

10 januar 2021

Med en boreskabelon og et kraftigt sneglebor var det forholdsvis enkelt at bore ud for stævnrøret. Forarbejdet var dog tidskrævende, at lave skabeloner af skrue og motor og fælde motorfundamentet ned i bundstokke, line det op med skruen udvendig, skære for i stævnen og sætte det hele så nogenlunde an, at jeg turde bore.

Boreskabelonen er lavet af et brædt af krydsfiner, hvor den ene kant er fuldstændig ret. I den kant skæres ud så skabelonen kan lægges ind over stævnen. På den måde vil den rette kant give den linje ind- og udvendig i båden, som er borets retning (på billedet herover ses boreskabelonen, og boret, der skær sig gennem knæet ved agterstævnen, anes i centeret af linjen, skabelonen giver). Nu gælder det om at få pindet diverse bolthuller, skåret og stemt af for flangerne til stævnrøret og skruen, samt forlænget stævn og køl med en klods, så rorbeslag og ror passer med udskæringen for skruen, inden stævnrøret med flangerne kan monteres. Herunder ses modellen af motoren med skrueakslens placering på motoren og boreskabelonen, der er fæstnet til de agterste spanter i båden.