Jeg har lavet to ret enkle lænsepumper. De er lavet af brædder i 3/4” fyr, sømmet sammen med blanke søm. Jeg har sømmet et tyndt dækbrædt på, der skal hjælpe med at tætne samlingerne i selve pumpehuset. 

Den ene pumpe skal monteres i forlukafet og stikke 1/8” eller lignende over dækket, som den går igennem i styrsbordsside agten for ruffet. Pumpestangen har derfor et mindre håndtag, så den kan sænkes helt ned i pumpehuset, så det ikke fisker skøder og andet. Vandet pumpes direkte ud på dækket.

Den anden pumpe skal sidde på agterparten af damtragten, og monteres så låget på pumpehuset er lig overkanten af damlugen. Der skal derfor skæres ud, så åbningen i pumpehuset kan pumpe vandet direkte ud i dammen.

I bunden af pumpehusene er der boret et hul, hvor der er sat en slangestuds i. Ovenfor hullet er sømmet en læderlap inde i selve pumpehuset, der fungerer som kontraventil. På pumpestængerne sidder en læderlap støttet af en stor, galvaniseret skive, holdt fast af to møtrikker, der er en anelse større end pumpehuset. Når pumpestangen trækkes op, suger pumpehuset vand ind, og læderlappen i bunden forhindrer, når pumpestangen trykkes ned, at vandet skubbes ud af pumpehuset igen.

 

Så blev Solveig skubbet ud af værkstedet, og med to bjælker lagt over, så stropperne ikke trykkede for hårdt på skroget, blev den sat på lastbilens lad og kørt hen og sat i.

Damdækket, hvor damdæksplankerne lander an mod damskotterne, gav en del vand både for og agter. Der havde jeg ikke kalfatret, men kun lagt en fed tjære, inden jeg skruede plankerne fast, og forventet utæthed, da damdækket var tørret fuldstændig ud. Men nogle timer efter søsætningen, kunne jeg se vandet ikke længere steg særligt hurtigt inde i båden. 

Bomulden i landingerne mellem plankerne viste sig at være helt vildt effektivt. Ikke en eneste dråbe kom fra klædningen. 

Så nu da båden er nogenlunde tæt, kan jeg fortsætte med installation af motoren, agterskot og dørk, inden båden skal på bedding og have sat sin nye vandlinje. 

 

Med klamper monteret på tabernaklet, kunne jeg sætte en øjebolt i agterparten af sænkekølen og en blyklods, der skal hjælpe det med at forblive nedsænket, når der kommer fremdrift i båden. 

Bunden har fået jernmønje, søvandsindtaget til kølvandet er monteret med kuglehane på, og der er blevet pumpet fedt i stævnrøret. 

Nu mangler der kun bundmaling, og så er det tid til søsætning. Motorinstallation, dørk for og agter, motorkasse og låg til damtragt samt agterskottet, færdiggøres mens båden er på vandet. 

Min lillebror Oskar kom ud og hjalp mig med at gøre klar til søsætningen. Først tog vi det “gamle” sværd ud, og satte det “nye” i. 

Nu er hele slidsen lukket, når sværdet er nedsænket, så fangsten ikke kan undslippe, og så der ikke opstår en turbulens af vand, der hvirvler op i dammen og tager fart. 

Ydermere er det meget mere skånsomt for kølen, at der sidder to klamper, og ikke kun et rundjern, på agterparten af sværdet.

Derefter kunne jeg fokusere på isætning af skruetøjet og montering af roret, alt imens Oskar fugede med tagtæt i alle landingerne, jeg havde givet bomuld, spundingen ved køl og stævne.

Mit set-up med et stykke dødtræ i forlængelse af kølen kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre - rorbeslagene skal jo sidde fuldstændig i samme akse. Men arbejdet med dødtræet var heldigvis ikke helt omsonst, da jeg fik fjernet et angreb af pæleorm i agterstævnen.

Jeg måtte modificere det gamle rorbeslag, skære af den nu voldsomme overlængde fremefter på kølen, som i sin tid skulle støtte den svækkede køl, og skære af ror-parten og svejse overlængden på (heldigt med den overlængde).

Efter nogle forsøg lykkedes det (jeg er virkelig ikke en øvet svejser) også at få de eksisterende huller over et, skære meget mere ud i roret, end jeg havde regnet med, for at skruetøjet ikke, selv når roret lægges helt i borde, støder på, at montere og bolte det hele sammen.

Først skulle flangen, der forbinder skrueaksel med motor, slås på, kørnes og bores op til penolskruerne, der holder den fra at glide ud, sættes i, og med Oskar og et kraftigt modhold sat an mod porten, lykkedes det også at slå flangen på, så skruetøjet er monteret. 

Nu kan der så males, og pumpes fedt i stævnrøret. Undervandsskroget er klar til søsætning.

Jeg vil vove at stikke min hånd i en hvepserede. Kalfatre en klinkbygget båd? Der findes utrolig mange eksempler på tætning af en klinkbygget båd, både ved nybyg, restaurering og reparation, lige fra amatøren der sprøjter Sikaflex eller Tech9 hvor det er utæt, til den eksperimental arkæologiske bådebygger, der væder en spundet tråd af uld i hestemankefedt, og lægger den i en med økse hugget nåd i landingen smurt med tjære inden klinkning.

Udgangspunktet for klinkbygning, hvor plankerne ligger udenpå hinanden, er at sammenhøvlingen af landingerne (overlappet mellem bordgangene) skal tætne, når træet vokser ved opfugtning. Den form for præcision, med så skiftende smig, idet bordgangene typisk vrider meget forskelligt i faconen, findes selvfølgelig. Men den form for akkuratesse kræver for det første enten et naturligt talent eller en rutine, som i dag er nærmest umulig at opnå, da INGEN har brug for en klinkbygget båd af nød.

Da jeg startede restaureringen af drivkvasen, var jeg mere end lykkelig hvis jeg kunne få plankerne til at lukke på indersiden, og den har altid været utæt ved søsætning, men sidst på sæsonen er den efterhånden blevet sejlet tæt. Nu hvor den har stået i et isoleret værksted, er den tørret mere ud end nogensinde. Og landingerne er udvendig meget åbne. 

I begyndelsen snød min stolthed mig. Håndværket, og dermed akkuratessen, skulle være i orden. En lille smule klogere; og med en mere pragmatisk indstilling, sleb jeg en bøjet fladfil så den kunne bruges til at kratte en lille, ensartet nåd i samtlige landinger for og agten og i bordgangene over dammen. 

Ved at dele noget bomuldstråd, som jeg havde liggende i en pose, i nogle meget små tråde, kunne jeg med pizzahjulet (det gik slet ikke med det bomuldsgarn, jeg havde købt og spundet til snor selv, overhovedet) rulle bomuld i hele undervandsskroget, som vist på billedet herover. Bagefter kunne jeg helt forsigtigt sætte det med et sætjern (skarpt kalfatrejern), og så er det klar til at blive fuget med tagtæt, et elastisk bitumen-produkt.

Jeg vil tro det gør en enorm forskel, når båden bliver søsat. Men der vil vise sig på onsdag, hvor den skal i vandet. 

Skrue- og bolthuller har jeg forseglet med cement iblandet vandglas, så cementen er vandtæt. Den tjærekit jeg før brugte med succes, var et værre svineri at arbejde med modsat cementen her. Jeg er spændt på om cementen så også er nemmere at få ud, den dag det bliver nødvendigt igen.

 

Så skrabede jeg det overskydende beg væk, og det ser altid frygteligt ud. Det lyse og friske dæk fuldstændig sværtet til. Men om et par uger, når det har fået tjære, linolie, vegetabilsk terpentin (én del af hver), ligner det med garanti hvad det er: dækket på en fiskerbåd. 

Og nu jeg havde klædt mig på til opgaven (heldragt, maske, handsker), skrabede jeg hele bunden ren for bundmaling. 

Når der er rullet bomuldstråd i landingerne, skal der fuges med tagtæt og grundes med jernmønje, inden der bundmales. 

Jernmønjen fungerer som en primer og beskytter også metaller og sænker elektrogalvanisk tæring. Læs en god opsummerende artikel om jernmønje her

 

Damdæksplankerne er allerede tørret op siden de blev lagt, så enkelte steder var nådden (sprækken hvor værket bankes ned) falsk (åben på underkanten). 

Jeg er dog ret sikker på at det vil blive tæt, når der kommer en konstant opfugtning fra vandet underneden, og egetræet udvider sig. 

Damdækket er slået forsigtigt, men håndfast, med en enkelt tråd tjæret værk og beget.

Selve dækket er blevet kalfatret mellem essingen (randplanken dækket støder op mod), og dækket rundt ved fisk og tabernakel. 

Bomuldstråden, som er de lyserøde ruller herover, har jeg spundet af det billigste, rene bomuldsgarn jeg kunne finde (deraf farvevalget) efter anvisning fra Ture og Rasmus fra Kystliv Holbæk. 

Jeg har spundet forskellige tykkelser, og med et pizzahjul kunne jeg nemt rulle den passende tykkelse tråd i dækket, ruftaget og skydekappe, ovenpå feren i samlingen plankerne imellem. Selv samme bomuldstråd vil jeg også rulle i landingerne i hele undervandsskroget for og agten for dammen, og fuge med tagtæt, da båden er tørret fuldstændig op, og landingerne flere steder er åbne udvendig.

Bagefter valgte jeg at bege både dæk, ruftag og skydekappe. 

Tanken er at dækket vil udvide sig når det bliver vådt, klemme sammen om bomuldstråden (der også udvider sig når den bliver opfugtet) og med begen til at holde på og imprægnere bomuldstråden, tror jeg på at dækket vil blive fuldstændig tæt, selvom åbningen i samlingen, der er kommet ved udtørring mellem plankerne hvor not og fer mødes, er en glimrende vejviser for det altid dovne vand.

 

Skydekappen er sit eget lille puslespil af lister og små bjælker. Med hullet skåret groft, begyndte jeg først med den karm, som kappen glider på. Den består af en tværbjælke foran, som kappen lander an mod, når den åbner, og to styrelister med en fals, der sørger for at skydekappen ikke kan ryge af, når der er søgang. Foran karmen ligger endnu en styreliste spigret til ruftaget.

Skydekappen er lavet med nok slup til at den glider ubesværet, og den kan nemt afmonteres, når den er skubbet helt op, da der er skåret ud for det i styrelisterne. Og med dæklisterne på siden af ruftaget sat med galvaniserede dykkere, lavede jeg en ganske simpel runding hele vejen rundt på både ruftag og skydekappe. Nu mangler der kun bomuldstråd, kit og beg og maling. Jernmønje på ruftaget, hvidt på siden og olierede lister ved kappen.

 

Ruffet på fordækket er lavet af rester fra dækket, douglasbrædder med not og fer. Det nye ruf er blevet ca. 1 fod kortere end det gamle, og en lille smule lavere, efter forlæg fra "De 13 søskende", hvor ruffet er 1 fod høj på agterparten. Brædderne er spigret til hjørnestolper i eg. Vinduerne, der sad i det gamle ruf, har jeg valgt ikke at genskabe. Selvom de var ganske praktiske, blev der ikke plads til dem nu hvor ruffet både blev lavere og kortere.

Med bjælkerne fældet ned, og underkanten af ruffet tilpasset dækkets spring og bjælkebugt, satte jeg det ovenpå dækket, og skruede det fast nedefra. Det gamle ruf var fældet ned i dækket og stod på bjælkerne. Jeg har valgt den anden løsning, at sætte ruffet ovenpå dækket, så det nemt kan frigøres og tages af om nødvendigt. 

Med ruftaget lagt kunne jeg skære hul til skydekappen. Jeg har placeret hullet så langt til bagbord på ruffet som jeg kunne, for at der bliver bedre adkomst forbi masten, når man skal op og ned. 

For- og agterkanten af ruftaget skal rundes, og der skal sømmes en tynd dækliste på siden af ruftaget som skjuler endetræet i kilerne, og så skal rammen til skydekappen og selve skydekappen laves og monteres.

Jeg har desuden besluttet at lægge en bomuldstråd i dækket og bege ovenpå, og jeg påtænker at gøre det samme med ruftaget, for at sikre det holder tæt.

Karmen skal støtte dækket, og må oprindelig have været tænkt som en beskyttelse af endetræet i dæksplankerne fra stød, at garnene ikke griber splinter og fliger af træ, når de glider ud. Jeg endte med at tildanne den af kvadratiske lister på 1 1/4”, med fire faconskårne hjørner og fire rette lister i eg. Åreforløbet i de stykker jeg kunne finde til hjørnerne, gav rundingen sådan nogenlunde. 

For at få bedre plads henne agter, nu motoren kommer i, valgte jeg at gøre det åbne rum i båden en smule større, end det oprindeligt var. Så er der plads til at komme rundt om motorkassen i en hurtig manøvre, hvis det er nødvendigt, og samtidig kan man stå der og arbejde, uden at skulle læne sig ud af balance, når der skal sættes garn.

I det helt gamle dæk, som jeg fjernede for en del år siden, var der netop skåret i dækket, så noget af det kunne fjernes ved fiskeri med liner og kroge i styrbord.

 

Beddingen, der erstatter pahlstøtten, er tildannet af to kraftige klamper, hvor en tværgående bjælke er fældet ind i klamperne med en gennemgående tap. Overfaldet til klyverbommen er klinket til bjælken, og hele beddingen bliver klinket til dækket, og på agterparten ligger der under dækket, i hele beddingens bredde, en kraftig revle i eg, så beddingen kan bruges til fortøjning og ankring. 

Herunder ses forlægget, beddingen fra “De 13 søskende, hvor den tværgående bjælke dog fortsætter igennem taphullet. Jeg valgte at kappe den af, da tappen i min beddingsbjælke kun blev knap en tomme høj.

Jeg opdagede, da jeg borede huller til dammen og tænkte på den dag jeg skulle stå og smide dagens fangst derned, at sværdet, som det sad nedsænket på kølen, efterlod et kæmpe hul, hvor hele fangsten kunne smutte ud. Og så dæmrede det.

Logikken er slående og enkel. For at slidsen ikke står åben, når sværdet er nede, bliver det nødt til at fylde slidsen ud. Derfor er - og det har virkelig været et mysterie for mig - sværdet nødt til at være udformet som et cirkelslag. Det er logisk. Slidsen skal være lukket, så fangsten ikke slipper ud, og derfor er det helt givet, at sværdet er som det er. Og selvfølgelig hellere et bredt og mindre effektivt sværd, end intet sværd overhovedet!

Så derfor måtte jeg, efter at have vendt det med flere, tage konsekvensen og selvfølgelig lave et nyt. Efter at have skåret og høvlet gode tørre, spejlskårne emner op, målt og skåret et cirkelslag, skulle der bores. Tre bolte af henholdsvis 50 cm, 70 cm og 100 cm længde, så derfor den omstændelige opstilling. Med bolthuller i de længder og et “smalt” sværd, vil de nemt løbe ud af siden, inden boret er kommet hele vejen igennem. 

Klippet galvaniseret rundjern på 16mm slået i et stramt hul på 15,5 mm burde være nok til at holde sammen på de fire emner, der udgør sværdet. Knap 2” tykt, og 102 cm bredt i et cirkelslag, men noget mindre end en 1/4 cirkel, så sværdet peger agterud, og bliver skubbet op ved påsejling af grundt vand.

Og med ørestykker monteret, som tegnet på “De tretten søskende”, i stedet for kun et rundjern, kan sværdet grundes med jernmønje og bundmales, inden det bliver hængt op, og svingpunktet udbores, og svingbolten med sværdet monteres i båden. Når det gamle er afmonteret selvfølgelig.

Efter jeg havde fået de første fire planker lagt i begge sider, gik det derudaf. Dækket er spigret til bjælkerne, der er smurt tjære underneden og på feren. De sidste planker er skåret ind om fisken og kilet til, så de spænder dækket op. Jeg har skåret det omtrentlige hul til bådens åbne rum, og skåret ud for ruffet. 

Jeg har tænkt mig at ændre udtrykket på karmen i det åbne rum, hvor der før var en bred, bladskaret og kun 10 mm tyk dækliste, så endetræet i dækket var skjult. Jeg tror ikke den løsning er original, da den af udtryk syner mere af lyst- end af arbejdsbåd, og jeg tænker i stedet at faconskære en kraftigere liste, der bliver sømmet ovenpå dækket, som det ses på Christian Nielsens opmålinger af "De tretten søskende". 

På opmålingen af "Margrethe", drivkvasen der er bygget i 1897 hos bådebyggeren i Lundby, er der sat en karm på højkant, der ganskevist dækker endetræet i dækket, men som også er ganske høj. På de Fejø byggede kvaser er samme karm angivet til at være 2x2". Men da Solveig ikke er særlig dyb og man ofte sidder på dækket, forestiller jeg mig en karmliste der er ca. 3/4" høj og 1 1/4" tomme bred, da den både syner mere robust, pragmatisk, og samtidig ikke er ubehagelig at have lårene hen over, når man sidder på sidedækket under sejlads. 

Jeg fæstnede mastefoden til kølen med tabernaklet i, og efterfølgende fældede jeg fisken, der er lavet af to stykker eg, ind omkring tabernaklet. Mastefoden er spigret til kølen med 6" spiger, egefisken med 2,5" som resten af dækket bliver det. 

Efter at have smurt bjælkerne med tjære, har jeg lagt strimler af tjæret skibsfilt. Filten, der er et sejt, svært forgængeligt materiale, beskytter bjælkerne mod råd, og er punktvis fæstnet med kobbertacks. På gamle Hollandske fiskerbåde har man fundet aviser vædede i tjære, til at beskytte samlinger, hvor træ ligger tæt an mod træ, for at forhindre fugt i at ophobe sig, og svampespore i at sprede sig fra dele i konstruktionen. Inden dæksplankerne spigres, smøres der tjære oven på filten igen, og plankerne spændes ned, spigres, og så er bjælkerne godt beskyttede mod råd og svampe, hvis der på nogen måde skulle ophobe sig fugt fra utætheder i dækket. 

Herefter bar jeg nogle planker over, og arbejdet med at lægge hoveddækket er så småt begyndt. Det gamle dæk, det første jeg lagde, som var et kalfatret dæk, var lagt med en del facon. Det nye dæk bliver lagt som det oprindelige, og som det var tradition på gamle fiskerbåde, fuldstændig parallelt med centerlinien i båden. Men da ingen både af træ er fuldstændig symmetriske, og da Solveig er små fem centimeter større midtskibs om styrbord, er det sin sag at få det til at gå op. Jeg forventer, som med det gamle dæk jeg lagde, at måtte slå to kiler i ved fisken, men værre er det trods alt heller ikke. Jeg har ingen bredere planker, at tildanne de første to af, som kunne udligne forskellien fra bagbord til styrbord, og når først dækket er olieret, og ruffet er kommet på, bliver det svært at se forskellen. Den første planke i et enkelt dæk som dette er den sværeste. Planken skal skæres i facon med essingen på den ene kant, så den er tæt forneden, og en smule åben foroven til kalfatringen. De næstfølgende planker skal kun skæres til ved enderne, og ellers klemmes til den første. Så når de første, yderste planker passer, går resten ganske nemt.