23 februar 2018

Sidst jeg var på Ærø, havde isen lagt sig i Strandbyen havn. En tynd, bleg skal var spændt ud over vandoverfladen, og kun ved at rokke båden dagligt, havde min morfar og min far skabt et hul, så isen hverken gnavede i vandlinjen eller lod båden fryse fast.

Jeg havde håbet på, at båden kunne blive liggende vinteren over, men med vejrudsigten for de kommende uger, hvor frosten muligvis tager til, vinden går i nordøst og der bliver dagsfrost, kommer isen hurtigt igen. Så min far ringede tidligere på ugen og sagde, at de havde besluttet at tage båden på land.

De fjernede brostenene, tømte båden for vand, trak den hen og lod den lokale vognmand løfte den op på sit lad. Samme procedure som sidste vinter, bare langt senere på sæsonen, hvor stort set alle andres både, for længst var kommet på land.

Mellem to levende hegn, så der er læ for øst- og vestenvind, bag nogle andre både, står den nu samme sted som sidste vinter, på et par klodslag med nogle bukke. Da vandhanen i havnen var lukket for vinterens frost, kunne bunden ikke blive vasket. "Den er rent ud sagt møgbeskidt," sagde min morfar i telefonen. "Den har stået på bunden," fortsatte han, og fortalte om noget af det lavvande, der havde været sent på efteråret.

De optimale overvintringsforhold for en træbåd er enten at ligge overdækket i vandet, eller at stå på land i en hal, hvor de tørre, vinde med kold luft og solen, ikke kan angribe klædningen. For en større jolle som "Svalen" kan det fint gå at stå på land, løseligt dækket af i bådens åbne rum som vist til højre.

Når varmen og foråret så sætter ind, kan den blive vasket ned, malet op, og den almindelige kølhaling kan overstås i ro og mag, inden båden løftes tilbage i vandet igen.