20 december 2020


Mens jeg tager tilløb til at bore op til stævnrøret, er jeg begyndt at fælde de nye sideskotter ned i dammen. Oprindeligt var sideskottet lavet af ét stykke, da jeg sløjfede dammen, og den ikke længere behøvede at være tæt, lavede jeg sideskottet i to stykker, for nemhedens skyld. Nu da dammen skal tages i brug igen, skal der derfor laves nye, og dem mærker jeg op med stikpasser, parallelforskyder dem ned, da der både skal stemmes ud ved spanter og laves en kurvet smig, som lander an mod klædningen i hele dammens længde. Sideskottet er lavet for at undgå at dammen får nogle skrøbelige spidser til afslutning ud mod klædningen, så den er nemmere at holde tæt med kalfatring og beg.

18 december 2020


Med eddike- og citronsyre lykkedes det at rense flanger, skruetøj og søventilen af for bundmaling, skidt og ir. Jeg har købt et nyt stævnrør på ca. 1 meters længde, som skal bores i agterstævnen,


Efter at have lavet en skabelon af motoren og skåret ind i fundamenterne, så motorens monteringsflanger lander an langt nok inde over fundamentet, er jeg gået i gang med at fælde det ned i båden. Svinghjulet sætter en grænse for, hvor lavt motoren kan komme, ligesom skruetøjet udvendigt begrænser, hvor langt nede jeg kan placere motoren. Der er mange ting at tage i betragtning, og jeg kan allerede nu konstatere, at jeg kommer til at forstærke fundamentet med en ekstra bundstok. 

13 december 2020


Jeg købte en 21 fods Hornslet jagtbåd på Den Blå Avis for nogle uger siden, fordi der sad en 6HK Marstal Motor i den. Min kollega Martin hjalp med at hente båden på en autotransporter i Fredericia. Slagvolumen og svinghjulet på en 6HK er en anelse større end på en 5HK, motoren er mere kompakt, men vejer også ca. 50 kg mere. 


Motoren har været ved bådemekaniker for ca. to-tre år siden, været skilt ad og renset op, og står som ny, har aldrig kørt i andet end tomgang, fortalte ejerne af jagtbåden, da den (selvfølgelig) er alt for stor til så let og slank en båd, som jagtbåden er. Bare i tomgang, med motorens ca. 400 omdrejninger, skød jagtbåden en fart af ca. 5,5 knob.


Efter at have skilt kølvands- og brændstofindtaget, samt afmonteret udstødningen og løsnet fundamentboltene, samt flangen ved skrueakslen, kunne jeg med gaffeltrucken løfte motoren ud, sætte den af på en palle og køre den i tørvejr, frostsikret og overdækket med en vintermåtte. Det tog til gengæld en mindre krig at få skrueakslen trukket ud.


På skrueakslens flange ved motoren sidder to små skruer, der går ind i selve akslen, og de var groet godt sammen med flange og aksel, men efter lidt kamp med umbraconøgle, rørtang og mukkert og masser af WD40, lykkedes det at løsne flangen fra skrueakslen, så jeg kunne dreje flangen med fedtkoppen til smøring af selve stævnrøret. Derefter kunne jeg tage roret af og trække skruen ud. Udvendigt skruede jeg så også den udvendige flange af stævnrøret, og begyndte at skære en smule glasfiber fri indvendig, for at vurdere på, om selve stævnrøret kunne tages ud - men det er støbt ind i båden, så der kommer jeg nok til at dreje gevind på et nyt. Men da jeg i forvejen skal afkorte skrueakslen til installationen i Solveig, skal der alligevel laves et nyt stævnrør.


Til sidst afmonterede jeg benzintanken og søventilen til kølvandsindtaget. Flangerne til stævnrøret, skruehovedet og kølvandsindtaget, der alle er af messing, smed jeg i en balje med en blanding af vand og eddikesyre i forholdet 1:3; så tænker jeg det kan stå og løsne lidt op, så jeg kan få det renset godt af og pudset op, inden det skal tilpasses og monteres.