De forreste kølbord saves ud, herefter høvles de til stregen, så på tykkelse i tykkelseshøvlen, og endelig høvles de sammen, så trækket er ens. Alle rang (bordgange fra køl til dæk) har et eller to stød (mødet mellem to plankeender), og alle stød er - i det her tilfælde - placeret på damskot og spant. Min plan er at "samle" så mange stød som muligt i hele planker, da det vil give et stærkere skrog, og ellers gå frem efter den oprindelige fordeling af stødene, og dermed placere dem alle på spant og damskot igen, for at undgå de indvendige butlasker, hvor et overlap nittes om stødet. Dette giver et lidt "renere" skrog indenbords, men svækker tilgengæld spanterne en smule, med de mange gennemføringer fra bordene. Skroget er dog - udover køl og stævne - samlet omkring sin dam, og de tre, næsten to tommer tykke, damskotter, synes at være konstrueret, med det på tværs forboltede damdæk i halvanden tommes tykkelse, til ikke kun at bære bordgangenes svækkelse, ved de mange huller til dammen, men også skrogets samlede styrke fra for til agter, således at stødenes fordeling i klædningen (de fleste omkring dammen), kompenseres ved dennes styrkegivende egenskaber i konstruktionen som helhed (den kraftigere dimensionering taget i betragtning (spanterne er til sammenligning 2 1/4", men følger klædningen i en bue, og er ikke tværgående ved vandlinjen, som damskotterne er det, hvilket giver en utrolig stor trykflade på tværs, der ikke svækkes på langs, når båden befinder sig i vandet) der hvor dammen er, som umiddelbart begynder, hvor mastefoden til stormasten er spigret til køl og kølbord).

Jeg fastgør plankerne, efter at have svedet dem i kassen en times tid, så de er medgørlige, først med tvinger og kaffemølle, for at se, hvordan de passer, og til den endelige montering, bruger jeg NKT's syrefaste, rustfri skruer, og ikke galvaniserede skibsspiger - et valg, jeg har truffet, efter at have gennemgået for og imod: under vandlinjen er miljøet hårdt, men (ca. hver halve del af året) forholdsvis konstant, og al styrke jeg kan samle ved kølen - og i og med at klædningen bærer en væsentlig del af skrogets styrke i klinkbygning, synes det fornuftigt at fæstne kølbordet, og de øvrige plankeender og spanter under vandlinjen, samt de tre damskotter, med en mere holdbar løsning, styrke- og tidsmæssigt. For træets skyld, og for miljøets, gives der udelukkende linolie- og tjærebaserede produkter under vandlinjen; med undtagelse af kølen, der to-tre gange er blevet vædet med petroleum, kun for at slå allerede eksisterende svamp og råd ihjel, inden den kunne nære sig ved den linolie, jeg har givet.