SVEDEKISTE & DAMP

Gert har sin Colin Archer "Grimsø" af Mariager på land, stævnrøret var vist frostsprunget sidste vinter, han har hældt beg ned, for at sikre det nye fra Nordsabb i Århus. Gert er udlært skibstømrer i Hanstholm, og snakken kom til at falde på damp, da det længe har givet mig grå hår, og han foreslog, at jeg fandt en gammel skorsten, som jeg isatte en kobberspiral, med koldvands tilførsel i den ene ende, og udtag til damp i den anden.

Ved at fyre direkte på kobberspiralen i skorstenen, mens det kolde vand strømmede igennem, mente han, at der - efter ganske kort tid - kunne opnås en form for ligevægt, så vandet kølede kobberspiralen tilstrækkeligt til at den ikke smeltede, og samtidig, på sin vej gennem spiralen, ville vandet gå fra flydende væske til damp.  Ikke nogen dårlig ide, og alligevel et mindre ingeniørarbejde, at få vand- og varmetilførslen, samt kobberrørets og spiralens dimensionering til at gå op i en højere enhed.

Egon, som jeg har talt med tidligere, der er gammel bådebygger og tusindkunstner, bosat lidt udenfor Ommel, havde skiftet bordgange sidste vinter på sin gamle fiskejolle, og da jeg ringede ham op lidt inde i sommerferien, for at høre hans trick til at svede planker, fortalte han om en teknik, som en gammel bådebygger i Strandbyen ved Ommel i sin tid havde brugt: Et 5" jernrør med bund stillet skrå op ad en buk, 5-6 liter vand i bunden, og planken stukket ned, uden at røre vandspejlet, med sække omkring; varme direkte på røret, så vandet kommer i kog og damper op om planken. Han havde selv brugt den teknik sidste vinter.

Jeg havde spekuleret nogle uger over begge ideer, og tidligere vendt med andre, hvad der kunne være løsningen. Måske bruge en stor trykkoger, bore et hul til en studs, og føre en slange til kisten fra denne studs?

Kisten - en mindre end den store værftet har, der i øvrigt er tilsluttet en gammel dampkedel fra et vaskeri, drevet af olie - kunne jeg få lov at låne, og flyttede denne over til halvtaget her forleden. Den er fin til formålet, lidt over tre og en halv meter i længden med en hylde øverst, hvor dampen søger hen, i sin tid hentet hos værftet i Lemvig, tætnet med skumlim i samlingerne, bygget op af finer.

Problemet med at koge vand til damp i en gryde under låg, er det tryk, dampen skaber, når den går fra væske til damp. I den proces udvider vandet sig hele 1200 gange, og det kan, hvis der fx ikke er nogen udgang til at tage trykket, skabe en temmelig farlig situation.

Men beslutningen var taget. Kobberspiralen i skorstenen var for unødig kompleks, og åndssvagt afhængig af en konstant vandtilførsel, og jernrøret med bund for smal til mine planker, hvis største bredder er på 20 cm; så ved fundet af en gryde på pladsen, godt hjulpet på vej af en kobberstuds til slangen af mester, samt nogle gamle kobber-fittings fra smedjen, fik jeg lavet mig en gryde som vist på billedet herover. En åbning til påfyldning af vand og udledning af tryk, og en studs til slangen, begge tætnet med pakgarn, og låget klemt ned, tætnet med stof, med nogle hjemmegjorte tvinger, et bøjet og et fladt stykke fladjern med hul igennem til en bolt at spænde på.

Jeg fandt en gammel trefod til gryden, skar en 200 liters olietønde op med bund til at afdække gasbrænderen under gryden for vejr og vind, og for at koncentrere varmen, hældte 6-7 liter vand på gryden, sluttede en stump varmebestandig slange til gryde og kiste, som lå og flød på loftet, satte et roligt blus på gasflasken, og efter et kvarters tid, begyndte vandet at koge.

Det første kvarter, efter at vandet kogte, gik med at varme slangen op. Løbende tog jeg en smule tryk af gryden, ved at åbne op for ventilen til påfyldning af vand. Efter en halv time, begyndte kisten at være fyldt, og efter tre kvarter, tog varmen til i den ene ende af kisten, mens dampen sivede lige så stille ud for oven, når jeg åbnede lågen.

Efter en time, var der varmt i kisten, dampen hvirvlede stille rundt derinde, tæt, men ikke prangende. Bange, som jeg var, for at ophobe tryk i gryden, lod jeg vandpåfyldnings ventilen sidde løst. Lågets sider virkede tætte nok, næsten for tætte, og pakgarnet gjorde sit, så jeg turde ikke skrue ventilen i bund, hvilket muligvis, sammen med det konstante, lave blus under kogningen, har været medvirkende til, at trykket på dampen i kisten aldrig steg, men (dog) forblev konstant, og efter en halvanden times tid havde kisten været varm længe og - i mindst tre kvarter - fyldt med damp foroven. Så med en kende flere eksperimenter med grydens trykkapacitet kontra energitilførslen, er jeg sikker på, at min simple installation vil være mere end tilstrækkelig. Hvor økonomisk den så er, og effektiv, når temperaturen falder, vil vise sig med tiden.