27 februar 2015

Tale er sølv, men tavshed er gulv? 

Der har været stille, siden jeg, inden jul, drog af sted til København, for så, efter nytår, at gennemføre mit tredje og sidste hovedforløb ved Erhvervsskolen Nordsjælland, inden svendeprøven, fjerde og sidste hovedforløb til april, næste år; et forløb der har fokuseret på metalarbejde, installation af bovpropel, det at gøre en skabelon af et ror, til en lystbåd, at lave en plug efter et givent design, til at støbe en form over i komposit. Gas- og el-installationer i en lystbåd. Virksomhedsbesøg hos JEFA på en mark udenfor en motorvej ved en afkørsel et sted, og bevaringsafdelingen ved Nationalmuseet, at gå omkring på Fyrskibet i Nyhavn, se det fine værksted, i den oplagte, aldrig færdigt restaurerede lastepram.

Nu har jeg indenfor det sidste år, med start i marts 2014, gennemgået tre hovedforløb på skolebænken af to måneders varighed hver, og lavet opgaver der spænder fra udførelse af et kortbord efter tegning, til udfærdigelse af et spanteplan, en halvmodel og dets lige, løbende - på første hovedforløb, i komposit, støbt første del til min svendeprøve, og nu på tredje, TIG-svejset beslag til samme - oplevet en uddannelse, der mere og mere mister sin berettigelse som en uddannelse funderet ved en "dynamisk" vekslen mellem skole og praktikophold.

Én ting er at støbe en række elementer i glasfiberarmeret polyester til ens svendeprøve ud fra færdiggjorte forme, noget andet er, efter sammenlagt tolv undervisningsdage med skærebrænding, MIG/MAG, elektrode- og gassvejsning, i rustfrit 4mm stål, at TIG-svejse små beslag, der senere vil udgøre 15% af den samlede vurdering ved svendeprøven. Og så oveni det, løbende blive mødt med den mangel på resurser, der her gør sig gældende, og med så didaktiske opgaver, som ingen praktisk sammenhæng har med deres teoretiske grundlag, giver ikke meget andet, end et solidt grundlag for (som det åbenbart må være i denne branche), at henlægge alt til fritidens splittelse mellem hensyn og passion.

Så endnu engang har jeg længtes efter den åbne himmel. Og det velsignende arbejde det er, at kaste sig over den gamle damjolle, hvis overdækning - set på afstand, da jeg krydsede havnen på vejen fra togstationen her i Hobro - opgivende flagrede i den stille vind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar