27 april 2015

Med boltoptrækkeren, der består af to fødder, to kæber og et gevindjern, der løber i et gevind ved kæberne, som kan spændes sammen, gik jeg i gang med at trække kølboltene op fra sværdkiste, bundstokke og motorfundament, spændte kæberne til bolten, klodsede optrækkeren op, efterhånden som boltene måtte overgive sig til optrækkeren, der skal tvinges rundt med en større fast- eller svensknøgle i gevindjernets påsvejsede møtrik. Hullerne lader jeg stå noget tid, inden de proppes ud med en tilpasset rundstok. Luftens gang, i de blottede huller, vil være gavnlig for den ophobede fugt i kølen, omend de er små, uanselige, er det måske alligevel nok, til at de kan virke som åndehuller, mellem det gamle og det ny. Når 6. rang er hæftet til stævnene, udtager jeg de tre damskotter, og laver nye bundstokke og damskotter, inden jeg fortsætter arbejdet med at skifte klædningen. Dels vil der da være bedre adkomst, og dels vil det give lidt styrke til det nye, inden klædningen færdiggøres. Jeg har i den seneste tid færdiggjort 3. rang med to korte planker henne agter, og fjernet damdækket, for at øge adkomsten ved arbejdet med de næste 3 rang. Om både styr- og bagbord flækkede planken henne agter i 3. rang, som jeg søgte at gøre i én, gennemgående planke; nu overgår forsøget så til 4. rang, med erfaringerne fra 3..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar