Efter den tilendebragte restaurering af skroget, har jeg - siden båden blev sejlet til Strandbyen, og sidste sommer tog del i en række stævner og træf - spekuleret i, hvordan jeg kunne samle og formidle erfaringerne fra restaurering og sejlads i bogform.

I forbindelse med min læretid, foretog jeg et researcharbejde af faglitteratur der findes om restaurering i bred forstand. En faglitteratur, der spænder over håndværksmæssige, tekniske områder til de mere historisk, etnologisk/antropologisk funderede indsamlinger af viden. Under menupunktet anbefalinger, har jeg lagt links ud til nogle af de bøger, jeg er stødt på, og som har bidraget med viden til mit arbejde.

"Maritim Kontakt nr. 1" fra 1980, der er fortsat udgives af
Kontaktudvalget for maritim historie- og samfundsforskning,
i dette nr. blandt andet med en rapport
af Morten Gøetche om Sluppen Ruths restaurering. 

Gennemgående for den eksisterende litteratur, der beskæftiger sig med restaurering af ældre erhvervs- og lystfartøjer (artikler i Træskibssammenslutningens medlemsblad, rapporter i fx Maritim Kontakt vedr. Nationalmuseets fartøjssamling, den norske Riksantikvars opsummering og indsamling af gjorte erfaringer med restaurering og bevaring af maritim kulturarv) viser, at ikke kun restaureringsprocessen, men også de erfaringer og erkendelser der her kan udledes, kun sjældent sættes i forbindelse med en bredere erkendelses- eller læringshorisont. Der er over tiden opstået en stringent, nærmest klassisk model for dokumentationen af et sådant arbejde, for hvilken modellen typisk kunne fremstilles med følgende dialektik: 1) Fartøjets særegenhed dokumenteres (konstruktør, årstal, ejere, formål, tidstypiske karakteristika i konstruktion, brugsspor etc.), og 2) Fartøjets restaurering udføres og dokumenteres i henhold til en dynamisk fortolkning af det i pkt. 1 dokumenterede.

Mit arbejde med SVALEN og denne hjemmeside er funderet i selvsamme dialektik. Ved bredt at indsamle viden, og dokumentere fartøjets og bådtypens historie og karakteristika, sammenholdt med gældende fagteknisk viden på området, er restaureringen og tilbageføringen af fartøjet udført i et spændingsfelt mellem autenticitet og eksisterende erfaring. I forbindelse med sommerens sejladser gjorde jeg en række overvejelser hvad angår sejlegenskaberne, dvs. brugen af fartøjet - ikke som erhvervsfartøj, men som lystfartøj - og det er i forlængelse af disse overvejelser, mit ønske om at udvide den ovenstående model opstod, at sprænge dens dialektik.

I efteråret hørte jeg desuden et foredrag, arrangeret af Holbæk Træskibslaug, i forbindelse med etableringen af et kystlivscenter på havnen, hvor Thomas Højrup fra Han Herred Havbåde præsenterede deres arbejde gennem de sidste 10 år.

Thomas Højrups vinkel som etnolog bidrager til en inklusiv forståelse, der ikke kun omfatter den specifikke kulturhistorie, Han Herred Havbåde, og fiskerne ved Thorupstrand, omfattes af, men også politik, geografi, natur og miljø, samt det lokalsamfund som helhed, der er i berøring med havbådenes fortsatte brug og bevaring. Som en separatistisk bevægelse, yder Han Herred Havbåde modstand til den globaliserede kapitalisme, og foruden at bevare den samlede kulturhistoriske viden omkring en særegen bådtype, og dennes fortsatte udvikling, er det centrale omdrejningspunkt udfoldelsen af helt særlige livsformer, og disses potentialitet (bådebyggeren og fiskeren).

Det er med resonansen fra disse erfaringer, jeg i det små er begyndt at tage tilløb til en udvidelse af den ovenfor nævnte model, for indsamling og dokumentation af en restaurerings forløb, til også at inkludere fartøjets brug; at erfare fartøjet som begivenhed, aktør og medie, som en potentiel psykogeografi.