14 marts 2021


De forreste bordplanker blev dampet og trykket op på plads for et par dage siden. Rasmus, min kollega, valgte - uvidende at timingen var perfekt - at kigge forbi Hawilas store projekt på beddingen ved siden af hvor jeg går, netop som jeg tog den sidste planke ud af plastikposen for at sætte den op. Med hans hjælp gik det noget nemmere at få planken op under den ovenstående og ind på plads. De blå fedtkridtstreger markere en spekulativ flække og harpikslomme i kølplanken. Knasterne, som jeg allerede har skrevet om, skal nogle steder have epoxyspartel. Marvflækkerne, som dem der er markeret her, kan måske nøjes med at få oksetalg spartlet ind, da de måske vil trække sig sammen, når plankerne vædes, og så er det vigtigt, at hvad end der midlertidigt tætner flækken, også kan komme ud igen.


Med min lillebrors hjælp fik jeg nittet kølbordet og den ovenstående planke. Med ca. ti-tolv centimeters mellemrum kobbersømmene imellem, bliver det til vel over 200 stykker, inden plankerne er forbundne med hverandre. Oskar kunne sidde inde i båden, og holde imod, mens jeg slog sømmet op i skiven, og så kunne jeg holde imod, mens han klippede sømmet og nittede skiven fast.


Og sådan ser de nye, færdignittede planker ud. Bunden er lukket, og der kan nu laves aptering, dam, motorinstallation og dæk.


Gaffeltrucken, som vi brugte til at hente motoren med, kørte selvfølgelig ubehjælpsomt fast ganske kort inden mål. Gruset foran værkstedet ved beddingen var blevet blødt og løst af de seneste dages regn. Men med lidt god hjælp fra en skovl og en kaffemølle og stumper af træ og tømmer, lykkedes det til sidst at få gaffeltrucken gravet fri og motoren sænket ned på plads. Nu bliver det spændende at komme i gang med at passe motoren til i fundamentet, og få stævnrør, ror og rorbeslag, og skruetøjet på plads.


Motoren skal have benzintanken hængende under agterdækket foran mesanen, søventilen til kølvand umiddelbart agten for dammen. Når der er hugget en smule mere fri i fundamentet, og gjort plads i den agterste bundstok til skrueakslen, kan stævnrøret passes ind til agterstævnen, skæres på længde, få en klods at blive fæstnet til agterstævnen med, og når skrueakslen er skåret af på længde, og det hele er linet løseligt op, kan stævnrøret fæstnes med beg, og ror og rorbeslag komme på plads.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar