21 marts 2021


Philip, der er i lære ved bådebyggeren i Rørvig, har tidligere hjulpet mig med en bjælke ude for, med at bolte sænkesværdet sammen, tilbage i november sidste år. Denne weekend var han på besøg for at lave en planke henne agter.

Mens jeg rodede med at få stævnrøret passet til, lavede han så den sidste stump planke i bagbord henne agter; en stump, det egentlig ikke var meningen skulle skiftes, men som røg med, da jeg havde overset en skrue, så den flækkede, da jeg tog den nedenstående planke ud.



Og da stævnrøret var kommet på plads, kastede jeg mig over dammen. Jeg har boret huller i de tre nederste bordgange. Oprindelig har der været boret huller til fiskene som her, to og så et hul for hver femte centimeter, i fire bordgange fra kølen og op. Men den fjerde bordgang blev i sin tid proppet, efter at båden var kæntret i frisk vejr. Hvis damhullerne kommer over vandspejlet ved krængning, vil de suge luft til dammen og fortrænge vandet, og så forsvinder der pludselig en del ballast, da der er ca. 2,5 kubikmeter vand i dammen. Derfor nøjes jeg foreløbig med at bore op i de tre nederste bordgange.


Dammen er blevet kalfatret rundt mellem bord og skot og efterfølgende beget. Da vi havde fået fæstnet Philips planke varmede jeg begen, mens Philip brugte en varmepistol til at varme på stævnrøret. Og tjærefilt og tjære lagt mellem flanger og træ, og med lufthul boret op i stævnen, og et påfyldningshul i klodsen indvendig i båden, hældte jeg så varm beg ned for at tætne stævnrøret, og bagefter begede jeg kalfatringen i dammen.



Dammen blev som det sidste skrabet ren for beg og grundet med jernmønje, så nu er den klar til at få bundmaling, og så kan der lægges damdæk og laves damtragt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar