26 oktober 2013

Rejsen til Kolding tog to en halv time, inkl. togskift i Fredericia. På stationen blev jeg hentet af Paul Rasmussen, Dansk Skibstræ, der kørte mig til lagerpladsen ved Skamlingsvejen. Han fremviste forskellige bunker med lærk. Vi gik over bagerst på pladsen til hans mindre stykker krumtvokset eg og bladrede i en stak. Jeg valgte at aftage fem lærketræs planker, savet op i 22 mm's tykkelse med største bredde i den ene ende på 50 cm - mindste på godt 40 - og gennemgående længde stakken ned på 9,5 meter, samt 6 stykker krumtvokset eg, der giver mig de godt 10 spanter og bundstokke som skal skiftes. Med lærketræsplanker af tætvokset og knastfri mellemeruopæisk lærk, savet op af en lagret stamme i april 2012, er det både lagret og tørt, brugsklart og - som sådan - fineste kvalitet. Da bordplankerne, jeg skal skifte, samlet giver 55 løbende meter - med færdighøvlet højde på 16-18 mm og største bredde på 18-20 cm - skulle der her være mere end rigeligt, taget i betragtning af, at hver indkøbt planke i gennemsnit giver sin egen længde gange halvanden i løbende meter klædning, og at lærken kan bruges helt ud til barken. Projektets største afskrivning, økonomisk, siden transporten - men nu er jeg så forhåbentlig også derhenne, materialemæssigt, hvor nogle ekstra kobbersøm - og et par hundrede arbejdstimer - henter ind på afstanden mellem vandspejl og skrog.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar