Før jeg kunne klinke bagbord sides første planke frem mod stødet ved forreste damskot, måtte jeg fjerne den sværdkiste, der i starten af 80'erne blev gjort til båden; det måske eneste, ikke tærede, af råd, eller af nedbrydende svampe, angrebne, stykke træ i hele skroget.
       Da sænkesværdet, der efter sigende er gjort i metal med "Fejø-kvasernes" sænkesværd som forbillede, formmæssigt, først kom til sent i bådens historie, var der ingen dimensionering i kølen til dette, og derfor savedes en slidse bagbord for kølen midt i dammen, som sværdet kunne sænkes gennem.
       I dammen placeredes så sværdkisten, der bestod af 2 store, langs med kølbordet tilpassede, klodser, horisontalt forboltet med hverandre i hver sin ende, og med selve kisten til sværdet, bestående af 2 ovenpå hinanden lagte, kraftige stykker eg, adskilt ved enderne, så sværdet havde frigang, og til den ene side, forboltet ned gennem kølen, og til den anden, i bagbordsside, udelukkende til den om kølbordet tilpassede klods.

Jeg måtte fjerne damkisten, angribe sværdkisten, først med motorsav, og så med flækjern, mejsler, med mine største stemmejern, kraftige tømmerjern, og efter det meste af en søndag og mandag eftermiddag, endelig at kunne flække den ene klods fri af den anden, og løfte den ud, kaste den overbord, for så at kaste mig over den anden - flække den fra ved hver enkelt bolt, til den omsider slap: en lettelse!
       Hvad der skal blive af boltene, har jeg endnu ikke besluttet. At lade dem sidde, skære rent, svækker kølen, de ruster videre, arbejder med garvesyren i træet, til de forsvinder, og at trække dem op, pinde ud, som jeg gjorde ved bjørn og knæ, virker bedst. Der skal i forvejen fjernes en del bolte ved hvert spant og damskot, så indtil da, bliver de siddende.

Kølen, som jeg havde givet petroleum, for at slå svampe og anden råd ned, begyndte her i den første forårssol, pludselig at få små, spredt porøse, hvide vækster i overfladen, de steder, hvor den undertiden har været hårdest ramt af nedsivet ferskvand.
        Midtskibs og henne agter, hvor den i forvejen også har større sprækker, og en i overfladen synligt mistrøstig tilstand, til trods for, der stadig er bid i det gamle træ, et let, synligt netværk af hvidt.
        Og eftersom petroleum, linolie med fungicider og tjæreolie kun har givet denne svampelignende vækst lyst til at bryde frem af sit skjul, sikkert grundet den næring olien har givet, blandet med en mild, og derfor fugtig, vinter, har jeg måtte ty til - forhåbentlig - kradsere midler, såvel kemisk som økonomisk.
       Foreløbig vil jeg bare henvise til deres fine lille håndbog i svampe, skimmel, råd og insektangreb i træ, inden jeg giver min egen vurdering af, om det er en effektiv og holdbar løsning. Se mere fx her: Protox Håndbogen