I den disede formiddag, hvor solen kortvarigt brød igennem, lykkedes det at tildanne og fæstne den sidste planke, af de i alt 45 nye planker, der udgør skrogets 10 bordgange fra køl til dæk.

En milepæl for projektet, omsider at kunne udtage de gamle spanter, skrue afstivningen dem imellem, fra hinanden; den afstivning, og de spanter, over hvilket, skroget er blevet genopbygget, så nænsomt det er muligt, når processen også er en læreproces.

Af den gamle afstivning til halvtagets loft, og de brædder jeg brugte, til at forbinde spanterne, har jeg kunne lave to, mindre arbejdsbænke - lidt stillads, så der er højde at arbejde i, nu fribordet skal rettes af, og arbejdet med spanterne skal i gang.

Og hvilken forunderlig oplevelse, så at træde ind over plankerne, og befinde sig indeni skroget, spænde centerlinen op, at fornemme plankernes forløb, linjerne, bådens bredde og fylde om agter, det skarpe træk ud mod forstævnen.

I det hele taget at befinde sig indeni.

Jeg etablerede en spansk vindse, for at få et tag i styrbordsside midtskibs, jeg opmålte overkanten af fribordet, satte mærker for hver meter, tog mål fra centerlinen ud til siderne de markerede steder. Det er afretningen af springet, at få høvlet det ens og i vater, således at overkanten for spanterne kan sættes af, det er det arbejde som nu venter. Men først gildet! Det stille gilde.