06 december 2015

Efter spantet er tildannet, streger jeg op på begge sider, og fjerner emnet.

Herefter borer jeg op, indefra, til skruerne, jeg har valgt at bruge: NKT's multi+ skrue, der er rustfrie og syrefaste (stålkvalitet A4).

Rustfrie skruer er ikke en historisk korrekt løsning, dette ville have været galvaniserede skibsspiger, men i og med, at jeg udfører hele monteringen af spanterne alene, har jeg valgt at bruge skruer - fuldstændig som ved klædningens hæfte i stævnene - jeg kan ikke selv danne modhold og spigre; med skruerne, er jeg sikker på, at klædning og spant trækkes ordentligt sammen. Det syrefaste stål er nødvendigt for at hæmme korrosionen i det syreholdige egetræ.

Den gode kvalitet i valg af skrue, sikrer, sammen med valget af kobber til samtlige nitter, at der ikke vil være noget metal i båden, som ved evt. galvanisk tæring, vil forårsage svækkelser i skrogets styrke, i og med rustfrit stål og kobber ligger tæt - og i forvejen højt placeret - på spændingsrækken.

Efter der er boret for, giver jeg spantet et tykt lag ren, milebrændt trætjære på den side, der skal lande an mod klædningen. Dette gør jeg for at modvirke råd og svamp. Og så er det forhåbentlig ikke et sted, jeg kommer til igen.

Herefter borer jeg så op i spantet, i de huller, jeg borede indefra, og fæstner spantet med en eller to skruer i bordet, og én i landingen.

Skruen i landingen er en smule længere, således at den går lige dybt i spantet, selvom den også går gennem to bordplankers tykkelse.

På billedet her til højre, har jeg øverst måtte fjerne noget splint. Jeg presser det tømmer jeg har så meget så muligt, for at mindske spildet og øge udbyttet. Det betyder så også, at jeg ikke altid får et fint, fuldkantet spant, men hellere undvære splinten, der rådner for et godt ord, end lade svamp og skidt få tag i resten af det gode, stærke træ, som trods alt er tilbage, når splinten er skåret fra.

Af mere personlige fordringer, sætter jeg pris på et grovere udtryk generelt. Fartøjet har været en fiskebåd, ikke en lystbåd. At der er et slag fra høvlen, savspor fra båndsaven, eller at styrken, og dermed dimensioneringen af spantet, sættes over dets æstetiske ide, den jævne kurve fra dæk til køl, har jeg vægtet mere væsentligt. Derfor skal der heller ikke pudses og gøres ved, men detaljen, hvor den har været, selvfølgelig, pyntestaffen i bjælker og væger, er kommet for at blive.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar