03 juli 2016

Dæksplanker og, i forgrunden, halvanden tommes planker til bl.a. skvatbord.
Efter overstået svendeprøve på skolen i Hillerød, har jeg kun få uger tilbage på værftet, og med en ekstra uges sommerferie, prøver jeg at skaffe tid nok til at tage fat på de sidste ting på båden.

Jeg bestilte dækstræ og planker til skvatbordet, til damtragten og fender- og lønningsliste i dansk lærk, en knasttung hybridlærk med kraftige vækstringe, men dæksplankerne kunne jeg få til en rimelig pris, spejlskåret, med rejste årringe.

Normalt blokskæres en stamme, men ved at dreje den, og udskære planker, hvor årringene står op i endetræet, får man en spejlskåret planke. En spejlskåret planke har således en anden overflade, med en anden styrke, og bevægelserne ved udtørring, er væsentligt mindre, idet årringene ikke længere trækker sig sammen på tværs af planken, men kun i højden og over længden. Et vellagret, spejlskåret materiale er et godt udgangspunkt, for at få et tæt dæk.

Forboltet skvatbord om styrbord, agter.
Men inden jeg kan lægge dæk, skal skvatbordet, det opstående, tildannes. Dette består af et lodretstående tommesbrædt på en 9 cm's bredde, der stuvboltes fast langs yderkanten af essingen med galvaniserede rundjern.

Jeg tildanner skvatbordet af tre stykker om bag- og styrbord, da de planker jeg har fået hjem, er så tunge på knaster, at de dele af planken, der skal dampbøjes for og agter, er umulige at få et længere stykke af, knastfrit.

Jeg forsøgte mig først med at dampbøje det agterste stykke i styrbordsside langs inderkanten af essingen. Dette var langt fra optimalt. Det krumme stykke kæntrede over fladen, når jeg spændte det til, og med tilbageslaget efter dampningen, havde jeg ikke løst mit problem, at give planken dens facon, så den fulgte både klædningens form, men også skrogets spring, inden forboltningen.

Men ved at spænde lodretstående klodser i skvatbordets højde fast med tvinger, i fast afstand fra klædningens yderkant på essingen, fik jeg et anlæg for planken, og ved at tvinge den over kanten, ned til essingen, lykkedes det at få skvatbordet forboltet, i den ønskede form. Nu mangler jeg kun at høvle overkanten af det opstående i vater, så lønningslisten får et jævnt og ensartet anlæg, pudse det over og give det grundingsolie, inden jeg kan tage fat på dækket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar