06 maj 2020

De nye navnebrædder hugget i eg med stemmejern.  Efter at have studeret billeder af andre drivkvaser,  valgte jeg at placere dem en meter henne ad det opstående, på hver side af båden, med navnet på bagbordsside og hjemhavnen på styrbordsside. På den måde kommer navnet ikke bag drivbommen, når denne er sat ud. 
Konserveringen af kølen, der gerne skulle udskyde dens udskiftning, har ganske enkelt været at hælde omkring 5 kg epoxy ud fra for- til agterstævn, hen over kølen, så der nu ligger et ca. 10 mm tykt lagt fra for til agter ovenpå kølen. Ved at rense helt i bund, lykkedes det at få god vedhæftning mellem køl og kølbord, men det er selvfølgelig en speget sag. Når kølen engang skal skiftes, skal der nu skæres ned ved alle bundstokke, og det gør det selvfølgelig en smule mere omstændeligt, men forhåbentlig er der mange år inden den reparation bliver aktuel. 
Sværdkisten fik to bolte på hver side, skråt ud gennem kølbordet, der både ud- og indvendig blev støbt fast med epoxy, inden de blev tilspændt. Dette skal sikre at sværdkisten ikke kan bevæge sig, når der kommer et sidevejrs pres på sværdet. Selve svingsværdet er, efter mange forsøg, her lavet i støbefiner af god kvalitet, hvor der er forseglet ved alt blottet træ med epoxy. Ligeledes er der indstøbt sliddele hvor svingbolten, og op- og nedhalet, sidder.
Igår kom Frank så og løftede SOLVEIG i vandet. Den tog noget mindre vand end forventet, og nu 12 timer efter søsætning, flyder den stille. Ikke fuldstændig tæt endnu, men det hjælper på det.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar