01 maj 2020

Hvordan gik det så med alle de smukke planer om at skifte kølen og reetablere dammen, nu hvor sværdkisten ikke ville blive tæt? Det gik slet ikke! Jeg blev pludselig medejer og formand i Foreningen til Svalens Bevarelse, og - sammen med min familie - påbegyndte jeg overtagelsen af det unikke skib, kattegatbåden SVALEN, bygget på Stranden ved Kikhavn i 1906, og mange af mine kræfter gik pludselig i den retning, med etablering af en ny støttekreds, forsejling af skibet til Holbæk, og det store arbejde der er med at få et overblik over, hvilken stand og hvad som måtte gøres, på et skib af denne størrelse.

Derfor endte åledrivkvasen med at stå på pladsen ved Nationalmuseets restaureringsprojekt af Galeasen Anna Møller, hvor jeg de sidste 2,5 år har haft min faste gang som skibstømrer, og først nu her i aprilmåned, kunne jeg - med fornyet styrke - kaste mig over det hengemte skrog.

Da båden er så gennemrestaureret som den er, tager det ikke meget skade af at stå hen et års tid. Det er selvfølgelig synligt, at det er forsømt, skroget tørrer voldsomt ud, og alt ser medtaget ud. Men med frisk tjæring og maling, er der allerede en helt anden friskhed, som møder blikket. Og nu hvor det blev vigtigt at få den i vandet igen, for at stoppe den nedbrydende proces, landsætningen bevirker, besluttede jeg at udsætte reparationen af kølen og reetableringen af dammen, med den medfølgende ombygning, dette ville kræve, efter de ideer, opmålingen af åledrivkvasen Margrethe hensatte mig i, til et langt senere tidspunkt, og har derfor forsøgt mig med en midlertidig, men muligvis ganske effektiv konservering (mere om det senere), og for at udrydde enhver forvirring, og for at tydeliggøre åledrivkvasens betydning for mit liv, har jeg besluttet at omdøbe den.

Åledrivkvasen blev i sin tid, som jeg også har dokumenteret, navngivet Svalen. Med det nye skibs mellemkomst, og i respekt for dets alder, og da det også allerede har en særlig plads i mit liv, har jeg besluttet at omdøbe åledrivkvasen fra Svalen til SOLVEIG, opkaldt efter min mormor, der er født i Ommel og har boet der hele sit liv - samme by som åledrivkvasen har været hjemmehørende i gennem mange år, og som den nu også er hjemskreven til. De nye navnebrædder kommer på, inden båden atter går i vandet.

Men der mangler (selvfølgelig!) stadig lige det sidste...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar