24 november 2013

OPDATERET 25/11

Der var ikke mere epoxy, så jeg har bestilt nyt, en mindre pakke end den værftet plejer at købe, til limning af kile og flække i agterstævnen.

Ventetiden, mens linolien hærder op i agterstævnen i spredt lys, og posten udebliver, har jeg brugt på at samle skydekappen - som jeg skilte ad, gav Protox i not og fer og gjorde nye lister til, et nyt bræt, efter det gamle - her vist med bunden i vejret og et første lag linolie givet.

Dels lukker og forsegler den rå linolie træet, gør det vandafvisende, dels fungerer det som grunder for senere bemaling med linoliemaling, som imprægnering og beskyttelse mod råd, uden at hindre, at træet kan ånde, diffusionen, at fugt kan vandre fra træ til luft og omvendt.

Dagen derpå tørres skydekappen over med en klud, og efter en 4 dage, skulle olien være trængt ned i træet, tørret ud på overfladen, og de enkelte molekyler have udvidet sig 18-20%. Brædderne har jeg fastgjort til listerne med galvaniserede 2" jernspiger ("norske søm"). Herfra mangler der kun linoliekit i sømhullerne, for at beskytte jernet og galvaniseringen mod tæring fra luftens ilt, malingen fra anløben rust, og nådderne, for at tætne, da de som dækket ikke kan kalfatres pga. not og fer, og afsluttende bemaling med linoliemaling; brædderne i "Marstalgrøn", som rangjorden, skvætbordslisten og det øvrige ruftag, listerne og bræddernes underside indvendig i lukafet med hvidt.

1 kommentar: