HEROVER: Styrbords, forreste planke efter stødet ved forreste damskot i 2. rang, udsavet efter opstregningen fra den gjorte ri, høvlet på bredde og tykkelse og klar til at blive monteret, tilpasset og klinket. HERUNDER: Nygjort afstivning af spant og skrog, tvær- og langskibs, med nye hæftninger til tagkonstruktionen i halvtaget, for at fjerne de, ved arbejdet med bordgangene, generende afstivninger til jorden.

HEROVER: Bag- og styrbords 2. rang klinket og hæftet til forstævnen. Med min FEIN-cutter saver jeg det på planken udmålte stød, og høvler det herefter til på stedet, eller spænder plankeenden til, og saver stødet ind med FEIN-cutter'en. I 3. rang vil jeg, for at kompensere for den lidt svage stødfordeling omkring dammen, prøve at gøre en gennemgående bordgang uden stød. HERUNDER: Bagbords- og styrbords to forreste planker i 2. rang foran for dammen, klinket og nyolieret. Jeg bruger Skovgaard og Frydenbergs "Lærketræsolie", pensler, tørrer efter, en olie indeholdende en tynd, mineralsk olie, dobbelt fungicid, én til overfladen og én til dybden, koldpresset, rå linolie og siccativ (tørrelse), for at stabilisere træet, der senere skal gives ren, milebrændt trætjære under vandlinien. Ved den langsommelige proces, det er at istandsætte som jeg gør, giver jeg løbende behandling af gammelt og nyt, for at holde træværket trit med det omskiftelige klima, fugt, etc., for at give det nyt liv. Jeg har målt fugtindholdet i træet på den gamle køl (visse steder med udslag på 33%, hvilket kun kan tyde på et kraftigt angreb af svamp?) og på de nye planker (11-12%, hvilket må være ideelt for behandling mod senere, for træværket klimatiske ændringer?); dette kan kun give en ide om, hvor meget de nye planker kan forventes at svinde og kaste sig, efterhånden som jeg arbejder videre, og hvor meget de endelig vil udvide sig, når de får lov til at drukne i det salte vand.

De afmonterede dæks- og klædningsplanker saves op, stuves i traileren og køres på genbrugspladsen.

Efter dæk og ruf er taget af, efterlades spanterne, der nu kun er fæstnet, med de to tilbageværende tværsskibs dæksbjæker af i alt seks, i bjælkevægeren. Flere stikbjælker gav op, da dæk og ruf kom af. Hele konstruktionen er nu utrolig leddeløs, og projektet, inden de forreste bordplanker i 1. rang over kølbordet høvles til, er at få afstivet spantet foroven og forneden, tværskibs, og langskibs, så de, efterhånden som de tilbageværende 6 rang afmonteres, og nye bordgange kommer til, står tilbage som de nye bordganges byggeskabeloner, og - i processen - bevarer skrogets facon mest mulig.

Ruffet blev løftet af i et stykke og stuvet af vejen til senere montering. Potentielt kan ruffet, sammen med kølen, blive de eneste oprindelige dele af det gamle skrog, som det er muligt at bevare, uden at gå på kompromis med bæredygtigheden af istandsættelsen som helhed.

Før jeg kunne klinke bagbord sides første planke frem mod stødet ved forreste damskot, måtte jeg fjerne den sværdkiste, der i starten af 80'erne blev gjort til båden; det måske eneste, ikke tærede, af råd, eller af nedbrydende svampe, angrebne, stykke træ i hele skroget.
       Da sænkesværdet, der efter sigende er gjort i metal med "Fejø-kvasernes" sænkesværd som forbillede, formmæssigt, først kom til sent i bådens historie, var der ingen dimensionering i kølen til dette, og derfor savedes en slidse bagbord for kølen midt i dammen, som sværdet kunne sænkes gennem.
       I dammen placeredes så sværdkisten, der bestod af 2 store, langs med kølbordet tilpassede, klodser, horisontalt forboltet med hverandre i hver sin ende, og med selve kisten til sværdet, bestående af 2 ovenpå hinanden lagte, kraftige stykker eg, adskilt ved enderne, så sværdet havde frigang, og til den ene side, forboltet ned gennem kølen, og til den anden, i bagbordsside, udelukkende til den om kølbordet tilpassede klods.

Jeg måtte fjerne damkisten, angribe sværdkisten, først med motorsav, og så med flækjern, mejsler, med mine største stemmejern, kraftige tømmerjern, og efter det meste af en søndag og mandag eftermiddag, endelig at kunne flække den ene klods fri af den anden, og løfte den ud, kaste den overbord, for så at kaste mig over den anden - flække den fra ved hver enkelt bolt, til den omsider slap: en lettelse!
       Hvad der skal blive af boltene, har jeg endnu ikke besluttet. At lade dem sidde, skære rent, svækker kølen, de ruster videre, arbejder med garvesyren i træet, til de forsvinder, og at trække dem op, pinde ud, som jeg gjorde ved bjørn og knæ, virker bedst. Der skal i forvejen fjernes en del bolte ved hvert spant og damskot, så indtil da, bliver de siddende.

Kølen, som jeg havde givet petroleum, for at slå svampe og anden råd ned, begyndte her i den første forårssol, pludselig at få små, spredt porøse, hvide vækster i overfladen, de steder, hvor den undertiden har været hårdest ramt af nedsivet ferskvand.
        Midtskibs og henne agter, hvor den i forvejen også har større sprækker, og en i overfladen synligt mistrøstig tilstand, til trods for, der stadig er bid i det gamle træ, et let, synligt netværk af hvidt.
        Og eftersom petroleum, linolie med fungicider og tjæreolie kun har givet denne svampelignende vækst lyst til at bryde frem af sit skjul, sikkert grundet den næring olien har givet, blandet med en mild, og derfor fugtig, vinter, har jeg måtte ty til - forhåbentlig - kradsere midler, såvel kemisk som økonomisk.
       Foreløbig vil jeg bare henvise til deres fine lille håndbog i svampe, skimmel, råd og insektangreb i træ, inden jeg giver min egen vurdering af, om det er en effektiv og holdbar løsning. Se mere fx her: Protox Håndbogen

2. rang over kølbordet spændes til. Jeg forsøger mig med at sætte dem an, og tvinge dem ind, kolde.

2. rang støder ved forreste damskot, hvorimod 1. rang stødte på midterste, adskilt af et enkelt spant.

Jeg måler mellem overkanten på kølbordet og 2. rang, og finder den smig, der skal høvles ved aflandingen.

Og så bemærkede jeg de her hvide pletter, midtskibs på kølen. Muligvis har den milde vinter og den megen linolie, gjort, at der er kommet noget overflade svamp. Jeg vil forsøge at renskrabe, og give noget tjære eller petroleum, for at se, om jeg ikke kan komme skidtet til livs.