HEROVER: Det agterste kantspant, og de 3 spanter agten for dammen, tildannet og fæstnet.

Efter spantet er tildannet, streger jeg op på begge sider, og fjerner emnet.

Herefter borer jeg op, indefra, til skruerne, jeg har valgt at bruge: NKT's multi+ skrue, der er rustfrie og syrefaste (stålkvalitet A4).

Rustfrie skruer er ikke en historisk korrekt løsning, dette ville have været galvaniserede skibsspiger, men i og med, at jeg udfører hele monteringen af spanterne alene, har jeg valgt at bruge skruer - fuldstændig som ved klædningens hæfte i stævnene - jeg kan ikke selv danne modhold og spigre; med skruerne, er jeg sikker på, at klædning og spant trækkes ordentligt sammen. Det syrefaste stål er nødvendigt for at hæmme korrosionen i det syreholdige egetræ.

Den gode kvalitet i valg af skrue, sikrer, sammen med valget af kobber til samtlige nitter, at der ikke vil være noget metal i båden, som ved evt. galvanisk tæring, vil forårsage svækkelser i skrogets styrke, i og med rustfrit stål og kobber ligger tæt - og i forvejen højt placeret - på spændingsrækken.

Efter der er boret for, giver jeg spantet et tykt lag ren, milebrændt trætjære på den side, der skal lande an mod klædningen. Dette gør jeg for at modvirke råd og svamp. Og så er det forhåbentlig ikke et sted, jeg kommer til igen.

Herefter borer jeg så op i spantet, i de huller, jeg borede indefra, og fæstner spantet med en eller to skruer i bordet, og én i landingen.

Skruen i landingen er en smule længere, således at den går lige dybt i spantet, selvom den også går gennem to bordplankers tykkelse.

På billedet her til højre, har jeg øverst måtte fjerne noget splint. Jeg presser det tømmer jeg har så meget så muligt, for at mindske spildet og øge udbyttet. Det betyder så også, at jeg ikke altid får et fint, fuldkantet spant, men hellere undvære splinten, der rådner for et godt ord, end lade svamp og skidt få tag i resten af det gode, stærke træ, som trods alt er tilbage, når splinten er skåret fra.

Af mere personlige fordringer, sætter jeg pris på et grovere udtryk generelt. Fartøjet har været en fiskebåd, ikke en lystbåd. At der er et slag fra høvlen, savspor fra båndsaven, eller at styrken, og dermed dimensioneringen af spantet, sættes over dets æstetiske ide, den jævne kurve fra dæk til køl, har jeg vægtet mere væsentligt. Derfor skal der heller ikke pudses og gøres ved, men detaljen, hvor den har været, selvfølgelig, pyntestaffen i bjælker og væger, er kommet for at blive.

Efter jeg fik høvlet springet ned i styrbord side, har jeg kunne påbegynde næste led i processen: spanterne.

Jeg har rettet springet nogenlunde til om styrbord, høvlet overkanten af øverste bordgang i vater, så jeg senere, når spanterne er passet ned, kan føre målene fra styrbord over om bagbord, høvle, tilpasse spanternes top efter essingen, idet essingen skal lande an og fæstnes i spant og dæksbjælker.

Essingen følger bådens spring, og dæksbjælkernes cirkelslag, derfor lader jeg foreløbig spanterne sidde løst og med en smule overlængde mod toppen.

Fremgangsmåden for tildannelsen af spanterne, er den samme som ved bundstokke og damskotter.

Vrangbuen, som jeg har lånt af værftet, en ældre én, gjort i metal, og ikke af sammenføjede (typisk nittede) skiver af fx. krydsfiner, lagt således at den kan smyges om klædningen, og udgøre en grov skabelon for opstregning af emnet, på et stykke velegnet tømmer (som på billedet her til venstre), således at træfibrene følger spantets facon, at emnet, når det er endeligt tildannet, har sin fulde styrke i hele skrogets højde. Når spantet er forbundet tværskibs med dæksbjælken, er skroget som helhed - med dækket lagt i længderetningen - stivet fuldstændigt af, og styrkens fordeling i skrogets samarbejdende dele, har givet en stærk og smidig konstruktion.

Jeg er startet agtenfra, hvor spanterne - som tildannes af nedhøvlet, blokskåret egetømmer i 2" dimensioner (ca. 54 mm) - er nærmest "s"-formede. Henne midtskibs er de mere flade, inden de krummer op mod essingen. Ud mod stævnen bliver de så mere rette i formen igen, søgende mod et "s".

Kantspanterne ligger nogenlunde vinkelret an på klædningen, hvorimod det første regulære spant (som det fremgår af billedet til højre) står i lod over klædningen.

Jeg sætter bundstoksloddet, så libellen er nogenlunde retvinklet for tangenten i bordgangenes cirkelslag på det konkrete sted, spantet parallelforskydes ned. Herefter overføres målene på begge sider af emnet, jeg streger punkterne op, saver ud og stemmer savsporene væk, lægger det an og ser, om der kræves yderligere tilpasning, inden jeg afslutningsvist giver trætjære på de flader, der lander an mod bordene.

I den disede formiddag, hvor solen kortvarigt brød igennem, lykkedes det at tildanne og fæstne den sidste planke, af de i alt 45 nye planker, der udgør skrogets 10 bordgange fra køl til dæk.

En milepæl for projektet, omsider at kunne udtage de gamle spanter, skrue afstivningen dem imellem, fra hinanden; den afstivning, og de spanter, over hvilket, skroget er blevet genopbygget, så nænsomt det er muligt, når processen også er en læreproces.

Af den gamle afstivning til halvtagets loft, og de brædder jeg brugte, til at forbinde spanterne, har jeg kunne lave to, mindre arbejdsbænke - lidt stillads, så der er højde at arbejde i, nu fribordet skal rettes af, og arbejdet med spanterne skal i gang.

Og hvilken forunderlig oplevelse, så at træde ind over plankerne, og befinde sig indeni skroget, spænde centerlinen op, at fornemme plankernes forløb, linjerne, bådens bredde og fylde om agter, det skarpe træk ud mod forstævnen.

I det hele taget at befinde sig indeni.

Jeg etablerede en spansk vindse, for at få et tag i styrbordsside midtskibs, jeg opmålte overkanten af fribordet, satte mærker for hver meter, tog mål fra centerlinen ud til siderne de markerede steder. Det er afretningen af springet, at få høvlet det ens og i vater, således at overkanten for spanterne kan sættes af, det er det arbejde som nu venter. Men først gildet! Det stille gilde.